Seks nye tornystre til rollespil

Skoletjenesten ved Museerne i Fredericia, der blandt andet arrangerer rollespil for skoleelever på volden, har netop fået leveret seks nye tornystre. Det er sket med hjælp fra byens erhvervsliv.
Fredericia Furniture har foræret læderet - og Irene Thomsen, Byens Skomager, har sørget for, at den militære rygsæk fik det rette udseende.
Hver år deltager omkring 4.000 elever i skoletjenestens aktiviteter. Men udstyret til “Soldat på volden 1849” har på det seneste ikke været helt på plads.

større klasser

“Rollespillet har kørt i 10 år. Tidligere var det kun drenge, som spillede soldater, men nu er pigerne også med. Samtidig er klasserne blevet større, så vi har manglet udstyr. Derfor er det skønt, at vi nu har fået seks nye tornystre. Nu har vi 30,” fortæller museumsformidlerne Rasmus Welling og John Mortensen.
Når de unge skoleelever er soldater på volden får de gennem rollespil blandt andet kendskab til De Slesvigske Krige, Fredericias rolle som fæstningsby og livet som soldat. De bliver udstyret med uniformer, 'våben' og oppakning.
“I tornystrene skal de for eksempel have emaljekrus, tallerken, klud og tæppe. Børnene får tildelt forskellige roller - og navne på personer, som levede i 1849 - så nogle får også udleveret en bibel eller et kortspil, som passer til rollen/personen,” fortæller Rasmus Welling.
“Der sker virkelig noget med eleverne, når de trækker i uniformen - og når de tager den af igen. De får et helt andet fokus,” tilføjer John Mortensen.

Begejstring

De seks nye tornystre falder i god jord hos Skoletjenesten.
“Vi er meget begejstret. Der var også sælskind på de originale, der dog var noget større. Det var jo nærmest hele soldatens liv, der skulle være i tasken. Alt fra mad og brændevin til barbergrej og tobak. Fuld oppakning vejede cirka 30 kilo, og halvdelen var i tornystret,” fortæller Rasmus Welling.
Fredericia Furniture gav tilsagn om hjælp til læder, og derefter blev skabeloner og optegninger afleveret hos Byens Skomager, Irene Thomsen.
“Det har været en suveræn spændende og udfordrende opgave. Det var nu ikke helt ukendt for mig, for jeg startede på skotøjsfabrik som 17-årig og har arbejdet på lædervarefabrik i 13 år. Rent fagligt tænkte jeg dog: Har jeg maskinpark til det? Heldigvis kunne jeg benytte min gamle chefs maskiner hos Pia Ries Lædervarefabrik, så jeg for eksempel kunne spalte remmene. Det var kun de helt store stykker, jeg måtte skære i hånden,” fortæller Irene Thomsen, der tilføjer, at sælskindet var noget 'gris'.
“Når du skærer en et sælskind, så støver det som bare pokker.”
Hvor lang tid har det taget?
“Det ved jeg ikke. Sådan noget tager jeg ikke tid på. Men skulle de betale min arbejdestid, havde de ikke haft råd til at købe den,” lyder det med et smil fra Byens Skomager.