24 timer med stafet for livet
Fra lørdag 28. maj kl. 10 til søndag 29. maj kl. 10 vil der blive gået eller løbet Stafet for Livet i Byparken i Roskilde. Stafet for Livet er et 24 timers støttearrangement, der sætter fokus på kræftsagen og som symboliserer den kamp, en kræftpatient kæmper året rundt. Programmet er nu ved at falde på plads for dette særlige døgn. Roskilde Garden vil spille for ved åbningsceremonien kl. 10. Kl. 11.15 vil Signe Buus underholde med sang og musik, og kl. 12.30 vil Søs Egelind og Geo gå på scenen. I løbet af eftermiddagen vil der være børnekor, jazzmusik, zumba-party og melodiøs pop, funk, soul og rock. Kl. 22 finder den store lysceremoni sted, hvor årets taler er Tinna Damgaard Sørensen, museumsdirektør ved Vikingeskibsmuseet. Årets sangerinde er Isabel Schwartzbach. Kl. 23 er der mere musik – kl. 24 er der midnatsbanko. Søndagen starter kl. 7.30 med morgensang efterfulgt af yoga og kl. 10 er der afslutning over overblik over antal runder, antal kilometer og mængden af de indsamlede penge. Man kan læse mere på stafetforlivet.dk/roskilde.