Nyt loppemarked får premiere i Messe C
Messe C lancerer ’Et Godt Fund’, to haller fyldt med loppefund
Der vil blive studeret patina, proveniens og priser, når Messe C Fredericia den 1. oktober blænder op for “Et Godt Fund” - 8.000 kvadratmeter salgsareal og luksus-loppemarked med både professionelle aktører og entusiastiske amatører på banen.
“Interessen for klassiske møbler, skæve retro-ting, rustikke lamper, vintage tøj og andre skønne effekter fra svundne årtier og århundreder er større end nogensinde. Derfor glæder vi os til at skabe et mekka for alle dem, der elsker ting med sjæl, historie og mange år på bagen,” siger Hanne Iversen, projektleder i MESSE C.
“Et Godt Fund” er delt op i to afdelinger: I Hal D finder man de professionelle firmaer, antikhandlere, butikker med genbrugsguld, vintage forhandlere samt professionelle udstillere og samlere.
I nabohallen, Hal E, er der 'luksus-loppemarked', og her regerer alle de private udstillere, som sælger deres design tasker, arveeffekter, møbelklassikere, spisestel med videre.
Betegnelsen luksus-loppemarked er ikke tilfældig, for det er ikke her, man skal sælge sit Playstation-spil eller Barcelona t-shirt. Der skal være tale om gedigne kvalitetsting af en vis værdi - og naturligvis ingen nyfremstillede produkter.
Alt fra B&O til tøj
Standsalget til “Et Godt Fund” er allerede sat i gang, og blandt de foreløbige navne på udstillerlisten er “Edison & Co.”, som er en interiør/vintage butik på Vesterbro i København.
Finn Fjerring tilbyder “genbrug” i en helt anden boldgade. Han er nemlig indehaver af B&O Specialisten, som har 28 års erfaring med at sælge både klassiske og nye/nyere B&O-produkter.
“Vi har alt fra de elskede gamle designklassikere til topmoderne og næsten ubrugte demo-modeller”, beretter Finn Fjerring.
For en anden udstiller, “The Old Garage” i Viborg, handler det om møbler, lamper, interiør etc. med et upoleret, maskulint udtryk og med speciale i industrielt design.
“Vi er en ret ny virksomhed, og 'Et Godt Fund' virker som et perfekt forum til at vise flaget. Det er en god ide med én hal for professionelle og én for hr. og fru Danmark, som sælger ud af kvalitetsgenstande,” lyder det fra indehaverne.
I den mere “bløde” ende af spektret finder man blandt andet MorfarsMoustache.dk, som tilbyder et stort online sortiment af vintagetøj fra Europa og USA. Shoppen blev etableret i 2006, og konceptet bygger på blandt andet nostalgi, historie, bæredygtighed og miljøvenlighed. Det er små stykker historie fra cirka 1950 til 1990.