Trapholt byder ind til re-design af byen med lego
Lørdag den 28. maj byder Trapholt indenfor til en dag som byarkitekt.
Kreativitet, leg og opfindsomhed er i højsædet når Trapholt åbner dørene for et helt særligt bygge- og designevent.
I samarbejde med LEGO® Build the Change har Trapholt fyldt hele Rotunden med LEGO klodser, hvor alle Trapholts gæster bliver inviteret til at bygge fremtidens Kolding, informerer Trapholt om i en pressemeddelelse.
Det er Trapholt, LEGO Build the Change og Design Camp Kolding der er initiativtagerne bag projektet, der sammen har udvalgt fire byrum i Kolding, som ønskes nyfortolket. Det drejer sig om Akseltorv, Banegårdspladsen, Gågaden og Kolding Badeanstalt.
På workshoppen er der rig mulighed for at slippe kreativiteten løs og lade LEGO klodserne være stemmen til, hvordan de fire byrum i Kolding skal se ud i fremtiden.
Festlighederne skydes i gang med en åbningstale af Koldings Borgmester, Jørn Petersen lørdag den 28. maj klokken 10. Herefter er workshoppen åben i hele Design Camp ugen, som løber frem til 5. juni klokken 14.00, hvor Kolding Kommunes kulturudvalgs næstformand Merete Due Paarup lukker udstillingen og tager imod alle de nye visioner for byen.
Alle dage vil der være LEGO medarbejdere/designere, der både vil inspirere og give byggetips og tricks. Alle de flotte modeller bliver herefter udstillet på Trapholt ugen ud.