Kvinderne i Malawi

Efter 6 uger i dette land, har jeg nu fuld forståelse for udtrykket “en malawiansk bonde og hendes mand”. Det var noget, en af FN's medarbejdere fortalte os, da vi først ankom til landet, som fortæller en del om kulturen hernede. For i Malawi er det kvinderne, som sørger for det meste af arbejdet i hjemmet.

Jeg glemmer aldrig den første køretur fra lufthavnen ind til hovedstaden Lilongwe, hvor vi så en masse kvinder i vejkanten bærer på vand, brænde og babyer - samtidig med at vi passerede lige så mange mænd, siddende under træer i skyggen og lavende ingenting.

Vi havde snakket lidt om det hjemmefra, at det er kvinderne, der slider og slæber, men nu har jeg virkelig fået indsigt i, hvor stort et arbejde de laver, hver dag - hele livet.

En kvindes hverdag

Et eksempel på kvindernes hverdag, er min afrikanske mor her i landsbyen. Hun er enke, har fire børn, som alle er flyttet hjemmefra, og så bor hun sammen med hendes to børnebørn, mens deres mødre bliver færdig med skolen.

Hendes dag starter klokken 05, hvor hun går til brønden og henter vand, måske to eller tre gange. Så fejer hun og gør rent ved huset, samtidig med hun sætter gang i ildstedet og gør morgenmad klar til de to mindste og mig.

Når den ældste på syv er sendt i skole og jeg på arbejde, går hun eksempelvis i marken for at høste majs. Hun bruger mange timer i marken, hvor hun, efter at have fyldt en eller to sække på 50 kilo stykket, bærer dem hjem én af gangen på hovedet. Så går resten af dagen med forberedelse af de resterende måltider, mere rengøring og hentning af vand.

I søndags, da jeg var med i marken, kom jeg igen hurtigt til at føle mig rigtig doven. Da vi kom hjem efter at have knoklet (vi tog den dog stille og roligt, fordi jeg var med), fortsatte hun jo bare dagen, som hun plejer - altid i fuld sving med de huslige gøremål, mens jeg blev placeret i skyggen, for nu skulle jeg slappe af.

Usynlige mænd

De fleste i min landsby har en mand, men det er meget sjældent, jeg ser nogle af dem. Det er kvinderne, der står for alt arbejdet, både hjemme, i marken og pasning af børn.

Jeg har fået så meget respekt for dem - de er så mega seje. Men så alligevel bor de i et land, hvor mænd til hver en tid er højerstående end kvinder.

Tilbage i min lille afrikanske familie fortæller min mor mig, at hun til hver en tid vil arbejde, som hun gør, for at forsørge hendes børn, og sørge for de kan få en uddannelse. Hun passer børnebørnene så hendes egne døtre ikke skal droppe ud af skolen og blive bønder, som hun selv er.

Jeg er virkelig glad for, at hun har den holdning, og tænker endnu engang, at de her kvinder virkelig er hverdagens helte.