Fortsæt til indhold

Plads for alle der vil

Arkiv
Af redaktør Torben Kristensen

NYE INDBYGGERE STRØMMER TIL Roskilde i disse år, så befolkningstallet stiger hurtigere end ventet og i løbet af få år vil nå op på 90.000 borgere i kommunen.
Samlet set er det en rigtig god nyhed, fordi denne befolkningsvækst beviser, at vi har fået skabt en attraktiv by. Enten det nu er gode muligheder for job, de mange tilbud om uddannelser, et rigt kulturliv, en flot natur eller den lille storby fuld af oplevelser, der trækker.

TILSTRØMNINGEN TEGNER billedet af en by, der klarer sig godt sammenlignet med de fleste andre, så vi er kommet ind i en positiv cirkel, hvor succes skaber mere succes.
De mange nye indbyggere giver samtidig grundlaget for at sikre og udvikle Roskilde som den vigtigste handels-, videns- og kulturby i regionen, hvilket også er en god forsikring for fremtiden.

FLERE FOLK FØRER til øgede indtægter for både det lokale erhvervsliv og kommunen. Dermed får vi også bedre råd til at bevare den velfærd, som Roskilde hidtil har været kendt for, både når det gælder sociale forhold, boliger, beskæftigelse, kultur og sport – eller modtagelse af flygtninge.
I disse tider, hvor landets kommuner står til at miste mange millioner kroner, som et Folketings-flertal hellere vil bruge på andre ting, er det et vigtigt udgangspunkt for at kunne fastholde en politik med social balance og sikkerhed.

EKSTRA BORGERE giver ikke kun flere indtægter i lokalsamfundet, men betyder også nye udgifter på nogle områder. Børnefamilier, som flytter til, skal have både daginstitutioner folkeskoler, fritidsklubber og meget andet.
Men når børnetallet falder i ældre bebyggelser og sølvbryllups-kvarterer, må det eksempelvis kunne klares ved at ændre lidt på grænser mellem distrikterne, så man ikke skal bygge nyt i den ene ende af byen og lukke i den anden.

TILFLYTTERNE SKAL OGSÅ BO et sted, og det stiller Roskilde overfor flere udfordringer. I øjeblikket er der flere projekter med såkaldt 'byfortætning', så Bymidten får flere indbyggere og ikke ligger så øde hen udenfor butikkernes åbningstider.
Både øst og vest for byen er der også flere muligheder. De mange nye indbyggere giver samtidig bedre muligheder for at bevare og udvikle Viby, Gadstrup, Vindinge, Ågerup eller Gadstrup som levende bysamfund. Det vil mange andre kommuner rundt om i landet misunde os.

BOLIGMARKEDET PRÆGES
selvfølgelig af, at øget tilstrømning giver højere priser. For de, der skal sælge, er det en god nyhed, mens køberne kommer til at betale mere. Heldigvis hjælper den meget lave rente, så den månedlige udgift ved at anskaffe en bolig alligevel ikke bliver så høj.
Men ikke alle får råd til at købe, og derfor har Roskilde også en forpligtelse til at skaffe billige boliger, der er til at betale for de uddannelsessøgende, andre unge samt øvrige, som har behov. Den opgave kan ikke bare overlades til kræfternes frie spil, men kræver en bevidst indsats og investering.

AFSTEMNINGEN I RØNNEBÆRPARKEN for en uge siden viser, hvad der står på spil. Her forkastede et flertal at beboerne ved en ekstraordinær afstemning en helhedsplan om renovering i den store bebyggelse, fordi de frygter, at den vil blive så dyr, at de ikke kan blive boende.
Denne gruppe af roskildensere bør også opleve, at de har hjemme her. Både boligselskaber, kommunen og andre aktører må kunne løse opgaven, så de også har et sted at leve i i vores by.

EN NY UNDERSØGELSE om 'Roskildes DNA' fastslår, at det især er yngre veluddannede mennesker i det såkaldte 'Politiken-segment', der i øjeblikket kommer til Roskilde. De er selvfølgelig meget velkomne.
Men derfor må byrådet og andre, som har indflydelse på udviklingen, heller ikke glemme andre grupper. Vi har brug for, at Roskilde fortsat er en åben og alsidig by, der med ordene fra Oskar Hansens gamle sang har:
PLADS FOR ALLE DER VIL