Fortsæt til indhold

Alsie Express topper global hitliste

Alsie Express ligger på en førstepladsen, når det handler om at ankomme og afgå til tiden

Arkiv
Arkiv

For fjerde gang i løbet af fem måneder placerer OAG Flightview, der er verdens største analyseselskab inden for den globale luftfart, Alsie Express på en første plads, når det handler om at ankomme og afgå til tiden. I 98,8 procent af tilfældene ankommer og afgår Alsie Express til tiden.
"Vi er naturligvis stolte over vores placering i den globale statistik. En stor tak til både vores egne medarbejdere og personale og samarbejdspartnere i København og Sønderborg Lufthavn. Punktlighed er et samspil af rigtig mange faktorer, og vi kan glæde os over, at det fokus vi har på netop det område giver så flot et resultat," siger Alsie Express adm. direktør Lone M. Koch.

Informationer i realtid

OAG er et internationalt software og analysefirma, der konstant overvåger luftfartselskabernes bevægelser, og leverer de indsamlede data til flyselskaber, lufthavne og rejserelaterede serviceselskaber.
I OAGs database er flere end 900 luftfartselskaber, som inkluderer 115 lavprisselskaber og flere end 4.000 lufthavne. OAG leverer informationer i realtid, og det betyder, at databasen opdateres mere end 25 millioner gange dagligt. Samtidig håndterer systemet flere end 1,4 millioner daglige online søgninger.
Selskabet har hovedkontor i Storbritannien og kontorer i USA, Singapore, Japan og Kina.

Lone M. Koch med en af de besætninger, der er med til at sikre Alsie Express en topplacering på globalt niveau. Foto: Alsie Express

To top 10 lister

Når det handler om at ankomme til tiden, er de 10 bedste selskaber: Alsie Express, Divi Divi Air, Binter Canarias, FlySafair, Atlantic Airways, Air Malta, Sky Airline, Air Namibia, Tigerair Australia og Island Air i nævnte rækkefølge.
Når det handler om at afgå planmæssigt, er de 10 bedste selskaber: Alsie Express, Divi Divi Air, Iberia, Binter Canarias, FlySafari, Tigerair, Tigerair Australia, Island Air, Copa Airlines og Air Namibia.