Yvonne deles op
Forslag om ekstra direktør i Roskilde kommune for at aflaste det store velfærdsområde
Yvonne Barnholt, som i dag er en slags superdirektør for det kæmpemæssige velfærdsområde i Roskilde kommune, skal have sit arbejdsfelt delt op, hvis et nyt forslag vedtages om at ansætte en ekstra direktør. I øjeblikket overvejes det indenfor kommunen, selv om der også har været tilfredshed med den nuværende direktion på fire medlemmer og deres arbejdsområder. For et par år siden fik Yvonne Barnholt, der var socialchef udvidet sit område kraftigt, da hun også fik ansvar for skolerne og skiftede navn til velfærdsdirektør. Både den politiske og øverste administrative ledelse i kommunen har været tilfredse med hendes evne til at få tingene gennemført. Den hidtidige stillinge som direktør for skoler, kultur og idræt blev nedlagt, og de to sidste områder blev lagt over til den tekniske direktør Martin Holgaard. Med dette vidtspændende kæmpemæssige arbejdsområde - lige fra asfalt og grøftekanter til fodboldbaner og kultur - fik han tilnavnet 'plæneklipperen', inspireret af den gamle fodboldstjerne Stig Tøfting fra Aarhus. Hans område ændres ikke i det nye forslag. Sundhed og Omsorg skal nu ifølge forslaget lægges sammen med Beskæftigelses- og Socialområdet. I dag hører det førstnævnte ind under velfærdsdirektørens område, mens det sidste ledes af vicekommunaldirektør Mogens Raun, som herefter stadig får ansvaret for økonomi og regnskab.
Kun et oplæg
Den resterende del af det nuværende 'velfærds-imperium' med bla. børneinstitutioner og skoler skal så være et direktør-område for sig selv. Kommunaldirektør Henrik Kolind har fortsat det overordnede ansvar for den overordnede administrative styring af kommunen med 7.000 ansatte og et budget på knapt 7 mia. Ifølge det nye oplæg skal han sammen med nu fire fagdirektører i højere grad være et kollegium, hvor alle har overskud til at tænke på samlede løsninger for hele kommunen. Foreløbig er der kun tale om et oplæg, og byrådet skal i juni beslutte, om kommunen skal arbejde videre med at udvide sin ledelse med en ekstra direktør.tk