Sønderjyske Hip Hop talenter til EM
I starten af juni repræsenterer en gruppe sønderjyske dansere Danmark ved EM i Hip Hop, Breakdance og Electric Boogie i Tjekkiet
Hvert år mødes de bedste europæiske dansere for at dyste i stilarterne Hip Hop, Breakdance og Electric Boogie. I år foregår EM i Ostrava i Tjekkiet fra den 8. til 11. juni og de danske dansere, der har sikret sig en billet gennem ranglisteturneringerne i foråret, kan se frem til at møde andre dansere fra hele Europa. 39 lande har mulighed for at stille med deres bedste dansere inden for forskellige aldersklasser og kategorier, og konkurrencen er benhård.
Danseskolen AB Dance, som gennem årene har haft rigtig mange dansere med ved både EM og VM og også har fostret både europa- og verdensmestre, har deltagere i alderen 11 til 25 år med i langt de fleste stilarter og kategorier.
Med til EM kommer kun de 10 bedste dansere på ranglisten i solo og duo inden for de forskellige kategorier, samt de 5 bedste grupper – Small Groups - som består af op til 7 dansere.
Hos AB Dance er der nu sat ekstra fokus på træningen de næste uger, og ikke kun de der er udtaget til EM har ekstra gang i danseskoene. Både det internationale og det nationale DM afholdes i weekenden lige op til og lige efter EM, så der er udsigt til masser af dans for alle de sønderjyske dansere.
Fra Sønderborg og Als er følgende danser udtaget til EM:
Niklas Bonde: Hip Hop solo/duo, Electric Boogie solo/duo, Team Battle, Solo Battle
Melanie Heise: Small Group
Laura Paulsen: Hip Hop duo, Electric Boogie solo/duo, Solo Battle