Italienske delikatesser med hjem
Efter lang tids ombygning og forberedelse har den italienske restaurant i Jernbanegade nu ved siden af åbnet en delikatesse-butik, som kaldes Gusto Giusto a Casa Gennem snart mange års indsats har kokken Marino Lariani, der har en klassisk italiensk køkkenuddannelse, og hans danske kone Karina Juul Mathiesen, som bl.a. har god forstand på vinene, skabt et af Roskildes mest anerkendte spisesteder her på hjørnet ved Jernbanegade og Køgevej. - Vi har nu endelig fået åbnet en dejlig lille butik, der tilbyder vores gode hjemmelavede mad til travle mennesker, forklarer Karina. - Her findes blandt andet hjemmelavet pasta og forskellige grundsaucer, som man nemt og hurtigt kan færdigtilberede hjemme. - Desuden har vi et lille brødudsalg samt salg af vine, olier og andre gode ting, som vi bruger i restauranten. Den nye butik lægger vægt på bæredygtighed med emballage valg og har åbent tirsdag til fredag 14-19 samt lørdag fra klokken 10-19. - Den sene lukketid er beregnet for folk, der er på vej fra arbejde og vil have lidt lækkert med hjem, fortæller Karina Juul Mathiesen.