Hellesøe ‘fuckr’ med verden
Jan Hellesøe og “Fuckr med dn hjrne” kan være på vej ud til et internationalt publikum
Jan Hellesøe har haft stor succes med tv-programmet "Fuckr med dn hjrne", siden det første afsnit løb over skærmen på DR3 i august 2013.
Og nu kalder verden på den 34-årige sønderborger.
I søndags rejste han til USA for at mødes med flere af de helt store tv-stationer.
"Vi har solgt Fuckr-konceptet til et amerikansk produktionsselskab, der nu forsøger at sælge idéen til amerikanske tv-stationer, så der kan laves en amerikansk version af programmet med mig som vært," fortæller Jan Hellesøe, der ejer rettighederne til Fuckr med dn hjrne-konceptet sammen med produceren Lasse Hammer.
Siger ikke nej
Selvom Jan Hellesøe skal mødes med amerikanske tv-giganter som ABC, CBS, FOX og NBC, tager han indtil videre interessen roligt:
"Jeg har en sønderjysk skepsis. Jeg ved godt, at chancen for, at det bliver til et program, ikke er stor. Jeg glæder mig bare over, at vi nu er noget så langt i processen. Det er ret vildt, at der er så stor interesse for programmet. Faktisk har Jeg ikke haft det helt store ønske om at vende tilbage til USA, men når jeg nu bliver inviteret, siger jeg da ikke nej."
I USA skal Jan Hellesøe rundt til tv-stationer for at 'pitche' programmet.
"Vi mødes med tv-stationerne og forklarer dem nærmere om programmet og svare på spørgsmål."
Ændret koncept
Konceptet skal ændres, så det bliver mere amerikansk. I USA skal alt jo være større og vildere, så den jyske underdrivelse kan man godt pakke væk."
Ordet "fuckr" kommer heller ikke til at indgå i den amerikanske titel.
"Det går ikke i USA. Ordet fuck har en mere voldsom betydning derover, så det kan vi ikke bruge på tv. Vi har fundet på en ny titel, som den er hemmelig indtil videre," fortæller Jan Hellesøe, der tidligere har boet og optrådt i USA, da han var en del af duoen Star Magic.
"Der er en stor fordel, at jeg kender markedet og mentaliteten i USA."
International interesse
Der ikke kun USA, der er ude efter den sønderjyske manipulator. I alt har 43 produktionsselskaber vist interessere for programmet, og der arbejdes lige nu på at sælge programmet til tv-stationer i Tyskland, Frankrig, Holland, Belgien og Polen.
Det bliver dog kun et eventuelt tysk og amerikansk program, der får Jan Hellesøe som vært.
"Jeg har indtalt en prøve på tysk, som de var meget begejstret for. Jeg tror faktisk også min mor er ret stolt over, at jeg kan tale så godt tysk. De øvrige lande skal der findes en ny vært, for de sprog kan jeg ikke."
I Frankrig har de allerede fundet en mulig fransk version af monsieur Hellesøe.
"Hvis det altså bliver til noget. Jeg ved, at man kan ikke regne med noget i tv-verden."
Der er ingen tidshorisont for, hvornår Jan Hellesøe eventuelt kan sige 'welcome' eller 'willkommen' til et udenlandsk publikum.
"Da vi solgte programmet i Danmark, havde vi lavet et prøveklip på 10 minutter. Der gik næsten et år, før DR3 købte det, så jeg væbner mig med tålmodighed, men det er meget spændende."
Der blev sidste år optaget et klip på engelsk med Jan Hellesøe og Lars Ulrich fra Metallica som bruges til sælge programmet internationalt. Det kan ses gratis på Youtube.