Min sidste periode
Roskildes sportsminister Birgit Pedersen stopper til næste valgt efter 24 år i byrådet
- Jeg stopper efter næste valg og forlader byrådet ved udgangen af 2017, Til den tid har jeg været med i 24 år, og SF har brug for nye kræfter, der kan sikre partiet en fortsat stor indflydelse. Sådan siger Roskildes sportsminister Birgit Pedersen, der har været meget glad for sin post som formand for Kultur- og Idrætsudvalget gennem de sidste otte år, hvor hun også mener at have udrettet noget. - Gennem årene er det jo gået op og ned for partiet, men jeg godt nok lidt betænkelig efter sidste valg, hvor jeg pludselig sad helt alene tilbage. - Men SF har fortsat meget at skulle have sagt i Roskilde. F.eks. er jeg med i det centrale Økonomiudvalg og har pladsen som formand i det udvalg, der tager sig af kommunens mange foreninger med tusinder af medlemmer. - Vi har været med til at bestemme kommunens økonomi i de sidste mange år og sikret både kultur, idræt og ordentlige forhold for børnene. Birgit Pedersen fremhæver også, at to af kommunens største projekter i den nuværende byråds-periode, nemlig en kommende stor svømmehal og det nye Stændertorv kun er vedtaget med en stemmes flertal, som bestod af S-SF-R-K. - Jeg har også haft et fremragende samarbejde med borgmester Joy Mogensen. Det går rigtigt godt, når vi begge får vores vilje, og på den måde har vores parti haft en afgørende rolle i at sikre Roskildes udvikling, mener hun. - Som formand for Kultur- og Idrætsudvalget har jeg samtidig fået indblik i, at kommunen har en meget god forvaltning, som udfører deres arbejde med stor faglig dygtighed. - Nu skal partiet så i gang med at finde nye folk, der kan fortsætte arbejdet og den politiske linje. Det skal nok gå, siger Birgit Pedersen med fortrøstning. - Men selv om jeg nu har bestemt mig til at stoppe i byrådet ved udgangen af 2017, begynder jeg ikke at trappe ned af den grund. Arbejdet skal gøres færdig, lover Roskildes sports- og kulturminister. tk@roskildeavis.dk