Seniorhus slog benene væk under Frederiksen
Socialdemokraternes formand var begejstret over besøg i Seniorhus Odense
Seniorer skal ikke bare sidde hjemme i sofaen, men leve et aktivt liv i fællesskab med andre. Sådan lyder grundtankerne bag Seniorhus Odense, og det lever huset op til.
“Jeg er overrasket over, hvor meget her foregår. Det summer jo af liv og virke,” siger Socialdemokraternes formand Mette Frederiksen, da hun står midt i seniorhuset.
Hun besøger Seniorhus Odense for at blive klogere på det noget unikke koncept, hvor en række foreninger for ældre er flyttet sammen i en fælles bygning.
Det gør hun sammen med Peter Rahbæk Juel, som er Socialdemokraternes kandidat til borgmesterposten i Odense, og som hun kender godt fra årene i den socialdemokratiske ungdomsorganisation DSU.
“Seniorhuset er et godt eksempel på, at seniorerne i Odense ikke bare skal have noget at leve af, men også noget at leve for,” siger Peter Rahbæk Juel.
Han er glad for besøget fra sin partiformand.
“Det er et stort skulderklap til mig som borgemesterkandidat og Socialdemokraterne i Odense,” siger han.
Den 23. maj har seniorhuset fem års jubilæum, og der vil være aktiviteter hele ugen.