Fortsæt til indhold

Kunst med verdensmål

Arkiv
Jan Partoft

Flere års arbejde bærer nu frugt for Roskilde Kunstforening med udstillingen ‘Afrika på tværs’, der åbner på lørdag 28. maj. - Vi har arbejdet længe med at arrangere en udstilling med kunst fra Afrika, siger Jes Nysten, der er formand for Roskilde Kunstforening. - Oprindelig var meningen, at vi skulle være flere parter om at arrangere det, men det endte med, at vi fandt ud af noget sammen med kunstneren Lene Regius fra Lejre og Hanne Thorup, der har stort kendskab til afrikanske kunstnere og deres kunst. - Udstillingen er bygget op omkring FN’s nye verdensmål for bæredygtig udvikling. For første gang gælder målene for alle FN’s medlemslande, siger Jes Nysten Udstillingen rummer værker af fem kunstnere plus en række tingatinga-værker af forskellige kunstnere. - Vi viser nutidskunst fra Sudan, Tanzania, Kenya, Ghana og Burkina Faso. Kunstnerne er meget forskellige i deres udtryksmåde, og nogle af dem har også et politisk budskab i deres billeder. De fem kunstnere er Ahmed Abushariaa fra Sudan, Bertiers fra Kenya, Gabriel Eklou fra Ghana, Christophe Sawadogo fra Burkina Faso og Michael Soi fra Kenya. De tre sidstnævnte er med, når der er fernisering på udstillingen på lørdag 28. maj. - Det er lykkedes os at få tre af kunstnerne til landet med hjælp fra Danida, siger Jes Nysten. - Mens de er her, skal de være med i flere arrangementer. Blandt andet med elever fra Sankt Jørgenskole, Østervangsskolen og Absalonsskole. - Vi har også en saloneftermiddag, hvor de er med søndag 29. maj klokken 14.

Gabriel Eklou fra Ghana bruger enkle virkemidler i sin kunst.
Tingatinga-kunst er med sin detaljerigdom en populær kunstart i Afrika.