Fortsæt til indhold

Barakby giver ghetto

Byrådets flertal siger Nej til flygtninge-lejre for at få bedre integration

Arkiv
Af Torben Kristensen

Et stort flertal i Roskildes byråd siger Nej til at putte flygtninge i lukkede barakbyer eller lejre, viste diskussionen og flere afstemninger ved mødet onsdag aften.
Roskilde får af staten i 2016 tildelt over 300 med lovligt ophold, og kommunen har ifølge loven pligt til at huse dem på passende måde, Da de har ret til familie-sammenføring, kan tallet ende med at blive dobbelt så stort.
Diskussionen drejede sig om, hvilken type boliger kommunen skal finde til denne gruppe - og om det vil gå ud over andre roskildensere. Blandt byrådets partier er der mindst tre forskellige holdninger.

Skal i arbejde

Et stort flertal på 28 ud af byrådets 31 medlemmer vil fortsat arbejde på at finde leje-boliger, indrette andre kommunale bygninger eller købe parcelhuse, hvori der kan indkvarteres op til 5-6 mennesker. De er også enige om, at flygtningene integreres bedst ved at komme i arbejde så hurtigt som muligt, da ingen kan sige, hvor længe de skal være i landet.
Alle partier undtagen Dansk Folkeparti støtter disse foranstaltninger, fordi de er lovpligtige.
Venstre er klar til at overveje, om barakker kan blive en nødvendighed i åbne lejre eller byer, hvor integrationen stadig skal fortsætte.
Ifølge Bent Jørgensen (V), der er formand for Beskæftigelses- og Socialudvalget, som har ansvaret for modtagelse- og integration af flygtninge, bliver det aktuelt, hvis Roskilde ikke får lov til at rykke ind i de tomme lokaler på Flyvestation Skalstrup, som kommunen nu forhandler med Forsvaret om.
Men V-forslaget om det blev også afvist af et flertal, bestående af S-SF-R-El og K, som mener, at 'åbne barakbyer' også øger risikoen for ghettoer eller 'parallel-samfund', som det skete tidligere med indvandring, fordi der ikke blev gjort nogen indsats for integrationen.

Roskilde satser på at få flygtninge i arbejde så hurtigt som muligt, så de kan bidrage til samfundet. F.eks. ved at arrangere job-træf med interesserede arbejdsgivere. (Foto: Erling J.)

Hurtigt hjem

Dansk Folkeparti mener derimod ikke, at flygtningene skal integreres overhovedet. De vil have dem sendt hjem igen i en fart - uden nærmere at præcisere hvornår eller hvordan.
Partiet foreslog blandt andet, at to enlige flygtninge godt kan indkvarteres på et rum. DF er også parat til at opføre barakbyer på kommunal grund, f.eks. ved Trekroner Plejehjem, hvor flygtningene vil blive isoleret, fordi de ikke skal blive en del af samfundet.
Partiets medlem af Beskæftigelses- og Socialudvalget Gitte Simoni havde ønsket sagen diskuteret i byrådet, da hun blev stemt ned i udvalget.
Hun argumenterede blandt andet med, at det vil gå ud over boligløse roskildensere, når der skal findes så mange steder til flygtningene.
Flere af de øvrige partier svarede, at DF selv er med til at jage mange ud af deres boliger, fordi partiet har stemt for en nedsættelse af kontanthjælpen, så en del enlige forsørgere ikke længere kan betale huslejen.