Fortsæt til indhold

Gratis parkourundervisning

På parkourbanen bag Gule Hal er der igen i år gratis sommerundervisning for vovehalse fra otte år og opefter. Første gang er lørdag den 28. maj

Arkiv
Arkiv

Den populære parkourbane bag Gule Hal på Søndre Havn er anlagt i 2013, og består bl.a. af betonsteler, stilladsdele og paller. De forskellige elementer er anbragt, så man kan bevæge sig over, under og igennem dem - og dét er netop, hvad der skal ske til en række undervisningsarrangementer de kommende måneder.
Her vil erfarne parkourinstruktører fra Freerun Denmark undervise børn fra otte år og opefter i den fascinerende urbane bevægelseskunst, hvor det gælder om at komme hurtigt, effektivt og mest elegant igennem banens forhindringer. Første undervisningsarrangement finder sted lørdag den 28. maj fra kl. 13 til 17.
"Der er både plads til nybegyndere og øvede til arrangementerne, hvor vi ligesom de foregående år lægger blidt ud og langsomt bygger mere på. Vi gennemgår bl.a. forskellige grundlæggende teknikker og balanceøvelser med det formål, at deltagerne efterfølgende kan fortsætte på egen hånd," siger Dennis Asp fra Freerun Danmark, som er professionel parkourinstruktør og vil stå for nogle af arrangementerne 28. maj, 25. juni, 27. august og 24. september.
I tilfælde af dårligt vejr benyttes i stedet Gule Hals skaterhal, hvis den er ledig.