Fortsæt til indhold

Arbejder videre på Stændertorvet

Selv om han nu er bankchef for det halve Sjælland, har den nu 50-årige Torben Stevold ikke opgivet sit engagement i Roskilde

Arkiv
Af Torben Kristensen

Foto: Erling J. Pedersen - Jeg har da stadig kontor og arbejder videre her på Stændertorvet i Roskilde, som jeg i øvrigt også har været med til at få renoveret. Torben Stevold, der har været chef for Danske Bank i Roskilde gennem de sidste 11 år, fylder 50 år den 3. juni. For kort tid siden blev han udnævnt til chef for banken i halvdelen af Region Sjælland, men derfor har han nu ikke opgivet sit engagement i domkirkestaden. Normalt skal folk bruge et helt liv – eller i værste fald flere generationer – på at blive accepteret som ’rigtige roskildensere’. Men den status har Stevold opnået efter kun 11 år, fordi han med en aldrig svigtende energi og optimisme har kastet sig over mange forskellige opgaver i sin nye hjemby. - Jeg har altid fulgt den opskrift, at uanset hvad man gør, skal det ske med både hjertet og hjernen, fortæller han.

Tradition fra Sparekassen

Den lokale afdeling af Danske Bank bygger videre på den gamle Roskilde Sparekasse, der var områdets ældste og største pengeinstitut, indtil den måtte opgive selvstændigheden pga. fejlslagne spekulationer i 1987. Torben Stevold blev selv i sin tid udlært i en fynsk sparekasse og har været optaget af at genopdage den del af historien, der efter flere fusioner ellers var blevet gemt væk i en kælder under det gamle hovedsæde på Stændertorvet. - Den grundlæggende idé var rigtig: Nemlig at de penge, der bliver tjent her, skal tilbage og være med til at udvikle byen og området. - Vi har stadig en social forpligtelse til at hjælpe alle slags kunder i vores område, så det lokale samfund får en fornuftig balance, mener han. - Min indstilling er, at hvis man går ind for en sag, har man også pligt til at gøre noget ved det. Samtidig har jeg været heldig at have en familie, der bakker mig op.

Kirke og handel

Gennem sine år i Roskilde har Torben Stevold bl.a. nået at være med i Domsognets Menighedsråd og i Roskilde Handel, der organiserer detail-handelen i Bymidten. Her har han været formand i de sidste seks år, men stoppede ved den sidste generalforsamling, fordi han som bankchef for et større område ikke kunne tillade sig at arbejde for én enkelt by på den måde. Stevold er meget tilfreds med, at Roskilde Handel i de senere år har haft stor indflydelse på beslutningerne i byen. F.eks. med renovering af Stændertorvet og opførelse af kommende parkerings-huse. - Vi har koncentreret os om at varetage handelslivets overordnede og fælles interesser og ikke klaget så meget over enkeltsager. Det har efter min mening givet gode resultater. Lysten til at kaste sig over nye opgaver fejler stadig ikke noget, og derfor er Torben Stevold netop kommet med i bestyrelsen for Ring-selskabet, der arbejder med at lave den kendte Roskilde-malers atelier ved Brøndgade om til en mindestue. Han er fortsat også med i bestyrelsen for Roskilde Katedralskole og investeringsfonden Capnova (CAT) ved RUC.

Mange klar til at give

Starten i Roskilde tilbage i 2005 var ikke så nem, husker Stevold. - Dengang blev byen i høj grad styret af en lille gruppe, som ikke var interesserede i at få nye med. Men det ændrede sig efter nogle år, og nu er Roskilde helt ændret, så der er kommet mange mennesker, der vil- og kan gøre en indsats. - Min erfaring er, at hvis du vil give noget til Roskilde, så får du endnu mere tilbage. Folk her er parate til at bruge både viden og tid på at udrette noget – uden på forhånd at kræve noget igen. Det er nok vores største styrke i dag, konkluderer han.

Pligt til at hjælpe andre

Da Torben Stevold blev født for 50 år siden i den fynske værftsby Munkebo, stod det ikke ligefrem skrevet i stjernerne, at han skulle blive chef for en stor bank på Stændertorvet i Roskilde. Faderen var svejser på Lindø-værftet og blev senere underviser på Stålskibsværftet i Odense, mens moderen i en sen alder uddannede sig til ergoterapeut. Som ung var Stevold meget aktiv på venstrefløjen, så for ham var 1. maj meget vigtigere end juleaften. - Jeg husker, hvis vi gik i demonstration gennem Munkebos gader under de røde faner, eller når der var pølser og sodavand ved stabelafløbning med en supertanker på Lindø. Så var vi stolte i hele det lokale samfund. Senere blev han student fra Mulernes Legatskole i Odense og kom bagefter i lære i sparekassen: - Når man selv har fået et både privilegeret og spændende liv, skal man huske på, at der findes andre, som har det sværere. Dem har vi også en pligt til at hjælpe, så godt vi kan, mener Torben Stevold. tk@roskildeavis.dk