Fortsæt til indhold

Livreddende førstehjælp på skoleskemaet

Eleverne på Højelse Skole skal lære at redde liv. Derfor har skolen søgt og fået doneret en hjertestarter fra TrygFonden, og samtidig bliver skolen certificeret ”Du kan redde liv”-skole

Arkiv
Arkiv

Højelse Skole er blevet certificeret ”Du kan redde liv”-skole og sætter nu ekstra fokus på, at alle elever, når de forlader skolen, skal være uddannet i livreddende førstehjælp og kunne bruge en hjertestarter. Derfor bliver alle elever i 7.-9. klasse fremover undervist i livreddende førstehjælp hvert skoleår, og udvalgte lærere har været på kursus i livreddende førstehjælp, så de er rustet til at undervise eleverne.
Bag initiativet står TrygFonden, som ønsker at videreudvikle den førstehjælpskultur, der er vokset frem i Danmark i de senere år, hvor flere og flere lærer at redde liv og træder til, hvis de er vidne til et hjertestop.
"Da TrygFonden for mere end 10 år siden gik ind i kampen for, at flere skulle overleve et hjertestop uden for hospital, var det i 19 pct. af tilfældene med hjertestop, at vidner trådte til med hjælp, og i dag har vi passeret 60 pct. Det er utrolig flot, og udlandet ser også på os som et forgangsland inden for genoplivning. Men vores ambition stopper alligevel ikke her," siger Grethe Thomas, projektchef i TrygFonden.
Det er lovpligtigt for skolerne at undervise eleverne i livreddende førstehjælp. ”Du kan redde liv” er derfor et tilbud til skolerne, der skal gøre det lettere for lærerne at undervise eleverne ved blandt andet at uddele gratis klassesæt med genoplivningsdukker og instruere lærerne i at bruge dem i undervisningen. Der er et stort potentiale for at redde flere liv, hvis alle elever er blevet undervist i livreddende førstehjælp, når de forlader folkeskolen, mener Grethe Thomas.
"Hvert år falder 3.500 personer i Danmark om med hjertestop uden for hospital, og vi ved, at flere vil overleve, hvis vi alle sammen bliver bedre til at træde til. Eksempelvis kan man øge chancen for at overleve et hjertestop fra ca. 10 pct. til ca. 70 pct., hvis man får stød med en hjertestarter inden for de første fire minutter. Det er derfor vigtigt, at vi lærer skoleelever at kunne og turde træde til, siger hun.

Vidste du at…
Vidner træder til med hjælp i 65 pct. af tilfælde med bevidnede hjertestop uden for hospital? TrygFondens ambition er at hæve tallet til 85 pct. i 2018.