Stort Lions genbrugsmarked på Travbanen
Lørdag den 11. juni fra kl. 10 til 14 afholder løverne helt ekstraordinært genbrugsmarked i Bjæverskov. Nu også med udendørs slagtilbud, grillpølser, øl og vand
De lokale Lionsklubber har i forårets løb samlet alt for mange ting og sager sammen. Og nu fylder det så meget, at Lions afholder et ekstraordinært genbrugsmarked.
Markedet den 11. juni afholdes på Travbanen i Bjæverskov. Det næste store genbrugsmarked er først lørdag 17. september. Åbningstiden for genbrugsmarkedet er fra kl. 10 til 14. Og som et ekstra trækplaster denne gang tilbydes gode grillpølser, fadøl og vand på pladsen udendørs til alle småsultne.
I øvrigt tilbyder Lions kørselsservice for hjemtransport af store anskaffelser. Det kan aftales på stedet.
Godt formål
Selv om, der denne gang er ”udsalg”, så er der fortsat behov for 'nye varer'. Ligger man inde med nyttige og brugbare ting, som er for gode til bare at kassere eller smide ud, er man meget velkommen til at indlevere effekterne til Lions Genbrug. Det kan ske den første lørdag i hver måned fra kl. 10-12 på Travbanen, samme sted hvor genbrugsmarkedet foregår. Indkørsel skal ske fra Vollerslevvej i Bjæverskov. Genbrugsting og brugbare effekter kan også stilles ved eller i genbrugscontaineren på KARA i Køge. Containeren er klart afmærket, og står lige indenfor til venstre, når man ankommer til pladsen. Endelig kan man også kontakte Lions på 4088 3912 for aftale om afhentning af større partier, gode møbler eller dødsboer.
Det er LIONS-klubberne i Køge Kommune, som arbejder sammen om genbrugsmarkedet. Overskuddet går ubeskåret til Lions' humanitære hjælpearbejde både lokalt, nationalt og internationalt. Et hjælpearbejde, hvor der vel at mærke ikke bruges én eneste krone til administration.