Indsamling til filippinske gadebørn
Køgetandlæge efterlyser børnetøj og robust legetøj til børn på filippinsk døgninstitution
Har du en bunke børnetøj liggende, som børnene er vokset fra, og noget legetøj der ikke bliver brugt mere?
Så kan du i næste uge aflevere det hos Tandlæge Bodil Diernæs i Vestergade 29 i Køge. Fra mandag den 30. maj til fredag den 3. juni samler tandlægen nemlig tøj og legetøj ind til en filippinsk døgninstitution for gadebørn mellem tre og 17 år.
Anledningen er, at tandlæge Bodil Hobolths niece er i praktik på døgninstitutionen Parian Drop-in Center på øen Cebu i forbindelse med sin pædagoguddannelse. Bodil Hobolth rejser til Filippinerne for at besøge hende i juni, og i den forbindelse har hun fået lov til at tage op til 80 kilo bagage med i Singapore Airlines fly.
"De kan for eksempel bruge brugt sommertøj og robust legetøj, der ikke kræver batterier," fortæller Bodil Hobolth om indsamlingen til døgninstitutionen, hvor gadebørnene kan bo i op til et halvt år, og hvor de for eksempel kan få støtte til skolegang, og som i i øvrigt også sørger for, at de kommer til tandlæge.
Indsamlingen finder sted mandag til fredag i næste uge i klinikkens åbningstid.