En ordentlig tur i byen
FCR-spillerne får bonus til Festivalen efter fin forårs-placering, der kom unødvendigt i fare med 4-3-sejren over Skive
- I får en ordentlig tur i byen, hvis FC Roskilde dermed slutter blandt de seks bedste hold i 1. divsion, hvis man alene ser på forårets kampe. Den gulerod havde FCR-formand Bo Tue stillet i udsigt for at motivere sine spillere inden sæsonens sidste kamp hjemme mod Skive, der ellers var helt uden betydning. Satsningen lykkedes, for FC Roskilde vandt fortjent 4-3 efter at have vist udmærket spil i lange perioder, men alligevel var sejren helt unødvendigt ved at komme i fare til sidst, fordi hjemmeholdet gav gæsterne bolden og havde flere svigtende koncentration i forsvaret. Allerede i vinterpausen under træningslejren i Tyrkiet, stod det klart, at FCR ikke ville få meget at spille for resten af sæsonen. FC Vestsjælland var gået fallit og tog den eneste nedrykningsplads i 1. division, og der var tabt alt for mange kampe i efteråret til at være med til at spille om de tre oprykningspladser til Superligaen. Derfor besluttede klubbens ledelse at udlove en intern bonus for placeringen alene for forårets kampen, så der var noget at kæmpe for, og træner Anders Theil kunne få motiverede spillere til opbygningen af et stærkere hold i næste sæson.
Gode takter
Men den opgave blev temmelig svær, fordi FC Roskilde på grund af mange skader eller karantæner er stillet med et næsten nyt hold til hver kamp. På den måde får man ikke sammenspillet et slagkraftigt mandskab til næste sæson. Igen til kampen mod Skive havde træner Anders Theil et helt hold udenfor og kunne lige skrabe folk nok sammen med et par enkelte reserver på bænken. Men det gik altså alligevel. Selv om FC Roskilde i denne sæson havde håbet på en bedre placering i rækken, får træneren ikke skylden, da klubbens ledelse anerkender hans vanskelige arbejdsvilkår med en ny opstilling hele tiden. Samtidig husker alle, at han for to år siden fik holdet op i 1. division og sidste sæson sikrede overlevelsen med et flot forår efter en katastrofal efterårssæson. Før kampen mod Skive havde Anders Theil forklaret, at angrebet sådan set er OK og scorer mange mål. Men til gengæld lukker forsvaret alt for mange ind, og det skal forbedres, hvis man næste år skal være med i den bedste halvdel af 1. division, som er målsætningen. Kampen mod Skive blev et nyt bevis på det. Men trods skønhedspletterne var det alligevel en god afslutning, fordi en række spillere viste gode takter, hvilket giver grundlag for at håbe på en bedre placering i næste sæson.
Rygrad på holdet
Sæsonafslutningen gav flere opmuntringer, som holdet kan bygge videre på. Klubbens normale målmand Frederik Schram, der er hentet ind for at erstatte den langtidsskadede Frederik Vang, var blevet skadet under træningen op til kampen. Så måtte det 18-årige stortalent Kasper Tvede i buret, og han klarede det fremragende med en række store redninger, der sikrede sejren. I angrebet spillede 19-årige Oscar Buch en fin kamp. Selv om den spinkle spiller er forholdsvis let at skubbe væk, gav han også prøver på kvikke driblinger og scorede et flot mål til 2-0. På højre fløj boltrede Mark Leth sig og kom gang på gang fri til baglinjen, hvorfra han levere farlige indlæg. På den måde var han med i tre af Roskildes mål. Endelig viste stopperen Stefan Hansen og en Mikkel Thygesen i omdrejninger på midtbanen, at de også i den kommende vil være en rygrad på holdet.
Mønsterangreb
Skive var faktisk bedst i de første 10 minutter, hvor det nykomponerede Roskilde-mandskab først skulle finde hinanden, men efterhånden kom hjemmeholdet ind i kampen. Efter 20 minutter fik Mark Leth igen fremtvunget et hjørne, og da Skive ikke fik bolden rigtig væk, scorede Stefan Hansen med en flot flugter fra kanten af feltet. Kun få minutter senere hindrede samme midtstopper en udligning ved at få headet væk midt i et tomt FCR-mål. Roskildes scoring til 2-0 lidt senere var kampens bedste sekvens, hvor bolden gik hurtigt fra mand til mand i et helt mønsterangreb. Mark Leth blev spillet fri til baglinjen i højre side og præsterede et flot indlæg, så unge Oscar Buch hængende i luften kunne heade kuglen ind til 2-0. Fem minutter før pausen burde kampen have været definitivt afgjort med FCR-scoringen til 3-0. Mark Leth kom på ny let igennem i højre side, og hans flade indlæg foran mål fik Mikkel Nøhr bugseret ind i to forsøg. Farligt sløseri Alligevel lukkede Roskilde helt unødvendigt gæsterne tilbage kampen lige før pausen. De to midtstoppere kunne ikke rigtig blive enige om, hvem der skulle tage sig af en ret ufarlig bold. Så løb en Skive-spiller med den og lavede mål. FCR startede 2. halvleg bedst, og det blev 4-1 efter 55 minutter. Et højt indlæg fik lov at komme frem til lille Martin Andersen, som skyndte sig at skyde bolden i mål. Nu var Skive-spillerne helt modløse og begyndte allerede at se frem til bus-turen hjemad, hvor de skulle til Aarhus for at feste. Men Roskilde overlod dem helt initiativet og sløsede farligt i forsvaret. Så sagde gæsterne tak for gaverne efter 60 minutter og igen i det 75. minut. Faktisk var de også tæt på at udligne i overtiden, men her hev Kasper Tvede en ny stor redning frem og sikrede dermed hele holdet en tur på til musik på Dyrskuepladsen.