Giver fem BMW’er til Unicef
BMW-forhandler indgår partnerskab med Unicef
Partnerskab Takket være et nyt samarbejde mellem Unicef Danmark, BMW Jan Nygaard AS fra Lyngby og E.ON kan danskerne nu se frem til at få serveret Unicefs nye Brain Food-koncept. Jan Nygaard AS stiller fem BMW i3 gratis til rådighed for Unicef Danmark de næste par år. Bilerne benyttes primært af Unicef Danmarks promotere, når de tager rundt i landet med Brain Food Events, hvor de informerer om Unicefs arbejde for verdens udsatte børn og rekrutterer nye Verdensforældre (donorer, som støtter med et fast beløb hver måned). En elbil kommer dog ikke langt uden ladeløsning. E.ON sponsorerer derfor opsætning af ladestandere i FN-Byen i København, hvor Unicef hører hjemme, og gratis adgang til E.ONs danske ladenetværk, så elbilerne kan komme rundt i hele landet. “Jan Nygaard AS har valgt at støtte Unicef, som er vores største CSR-samarbejde til dato, da vi ønsker at medvirke til at gøre en forskel via vores støtte. Unicefs støtte til verdens udsatte børn, kan ingen være i tvivl om, er bydende nødvendigt og er med til at sikre, at flere børn vokser op under ordnede forhold, bedre mad, adgang til sundhed og sanitære forhold samt ikke mindst uddannelse, som har vist sig som et af de helt afgørende punkter for at børn kommer ud bedre stillet,” siger Kasper Olsson, marketingdirektør i Jan Nygaard AS.