Fortsæt til indhold

Butikkerne glæder sig til Late Night

Arkiv
Rune Weitling

De ansatte i byens butikker får en længere arbejdsdag end vanligt, når der fredag er Late Night.

Men der bliver umiddelbart hverken krævet genetillæg og ovearbejdsbetaling, for spørger man de ansatte, så glæder de sig til aftenen.

“Vi har altid travlt til Late Night, og det er bare en rigtig hyggelig aften, hvor folk er i super godt humør. Man kan især mærke, hvordan folk strømmer til, når spisetiden er ovre og så fortsætter det gerne helt indtil midnat. Men vi har jo også masser af gode tilbud,” griner Anne Marie Holm fra herretøjsbutikken Viktor.

Også hos Boghandleren Arnold Busck glæder man sig til at byde shoppelystne gæster indenfor til den første Late Night i den nye butik:

“For os er det altid en særlig dag. Vi har kunder helt indtil midnat, og man kan virkelig mærke, at folk hygger sig, når de går rundt og shopper. Vi kører lidt kampagner på blandt andet børnebøger lige nu, så det byder vi blandt andet ind med,” fortæller butikschef Lillian Marie Rehne.

I Spejder Sport har butikschef Lars Schmidt planlagt, at man denne aften kører med rabattrappen, der betyder, at man kan spare 20 pct. ved køb for mere end 1.000 kr.

“Det er altid en fin aften og et koncept, der fungerer rigtig godt. Der sker en del på aftenen, og folk kommer i godt humør og faktisk også rimelig købelystne,” griner Lars Schmidt.