Fortsæt til indhold

Ivan styrer VIP'ere på Orange Scene

Frivillighed er en gave for andre og den frivillige selv

Arkiv
Anette Gundlach

Ivan Jakobsen har arbejdet som frivillig på Roskilde Festival i 23 år. Her er han holdchef for dem, der tager sig af besøgene på festivalens vartegn, Orange Scene. Han har boet i Roskilde i seks år, og siden han flyttede til byen, har han valgt, at han hellere vil cykle hjem til sin magelige seng i stedet for at overnatte på teltpladsen. Ikke fordi larmen, støvet eller folk generer hans nattesøvn, men mere fordi det bare er lettere. Han kommer oprindeligt fra den jyske hede og er uddannet bibliotekar.

På museum

Til hverdag holder Ivan Jakobsen snor i blandt andet presse- og filmfolk, når de har opgaver på Vikingeskibsmuseet, hvor han har arbejdet de seneste fem år. Nogle gange er det små opgaver, som da tv-kanalen Ramasjang skulle bruge tre timer på stedet. Andre gange er det store opgaver, som da BBC filmede en historisk film med vikinger, hvor de brugte Havhingsten. Snart kommer DR forbi, fordi de skal optage en historisk film .

Bag om en frivilligheden

For Ivan Jakobsen startede glæden ved Roskilde Festivalen sent. Da han var midt i 30'erne stod han for første gang midt i det orange musikmekka sammen med en erfaren ven. To år efter fulgte han med vennen ind i det frivillige arbejde på Orange Scene. 23 år efter er han stadig holdleder på stedet. - Ideen om at dirigere nogle af pengene tilbage til foreninger gennem det frivillige arbejde kan jeg godt lide, siger han og forsætter: - Det er også en god følelse at være med til at skabe glæde og give gode oplevelser til andre, der hygger sig på festivalen. Samtidig får man som frivillig mange oplevelser, som man ellers ikke ville få.

På scenen

Orange Scene er kun for de specielt inviterede, og ingen andre har adgang. Selv et pressekort uden invitation betyder et pænt men bestemt, du har ingen adgang. Scenen har et lille aflukke, hvor VIP'er kan stå tæt på musikerne, ligesom kronprinsen gjorde, da Rolling Stones optrådte forrige festival. - Det skal man slet ikke misunde, med de nye anlæg er lyden slet ikke så god på scenen, som ude hos publikum. Jeg går selv ud på pladsen, når der er noget, jeg vil høre.

Fællesskab og festival

En stor del af festivalen er fællesskabet, mener Ivan Jakobsen. - Når man er frivillig på festivalen, har man ikke blot et fællesskab med de omkring 90.000 andre mennesker på pladsen, men også med holdet, man arbejder sammen med, siger holdlederen fra Orange Scene, der selv har knyttet flere venskabsbånd på den bekostning. - Andre møder man udelukkende på festivalen år efter år og glædes over det. I øjeblikket hører man ofte, at foreninger har svært ved at kapre frivillige. - Jeg synes forældre skal opfordre deres børn til at give en hånd på festivalen i stedet for at købe billet til dem. - Det er en enestående chance for at få sig en god oplevelse, som man ellers tager fra sine børn. Ivan Jakobsen har selv haft sine nu voksne børn med til festivalen siden de var seks år. Og de har sidenhen taget en tørn som frivillige. ag@roskildeavis.dk