Fremtiden er et sted, hvor alt kan lade sig gøre. Der er ingen begrænsninger
Daniel på 4½ år (med kasket): Jeg vil være militær. Det er en slags soldat. For jeg vil køre i en tank og flyve en jetjager. Jeg har ikke spurgt mor og far. Vilmon på fire år: Jeg skal køre en tank med en kanon på. Og et jetfly. Og hvis der er andre fly i luften, vil jeg skyde dem ned. Så kan mig og Daniel flyve sammen. Jeg har heller ikke spurgt min mor og far.
Der er faktisk ikke rigtig nogen grænse for, hvad man kan blive og gøre, når bare man er blevet stor nok. I hvert fald ser ungerne på Børnehaven Fyrtårnet i Skærbæk ingen grund til at lægge en dæmper på drømmene, når de bliver spurgt: Hvad vil du være, når du bliver stor?
Mike på fire år: Jeg skal være politimand, for min yndlingsfarve er blå. Jeg kender en, der er politimand. Han er også sørøver.Sophie på 4½ år: "Jeg vil være politi, for det er sjovt. Det er sjovt at fange tyve og røvere. Det er ikke farligt, for se selv her," siger Sophie og viser at hun har en Spiderman-trøje på.Malou på fem år: Jeg vil være svømmelærer i Erritsø-hallen lige som Teresa. Det er sjovt. Jeg går til svømning i Erritsø-hallen, og min svømmelærer hedder Teresa. Hvis jeg ikke kan blive svømmelærer i Erritsø-hallen, vil jeg være svømmelærer i en anden hal.Clara på fire år: Jeg vil have en computer, og så vil jeg arbejde med. Så vil jeg se film. Og lave film.