To nye direktører på rådhuset
Kommunen søger ny chef for skole- og børneområdet samt for social og beskæftigelse
Roskilde kommune søger nu to nye direktører, der skal arbejde på rådhuset som en del af ledelsen for de godt 7.000 ansatte. Det besluttede Økonomiudvalget på sit møde onsdag morgen. Som tidligere omtalt i Roskilde Avis deles det store område, der hidtil er blevet ledet af velfærdsdirektør Yvonne Barnholdt, hvis åremålsansættelse ikke er blevet forlænget, nu op i to nye chefstillinger. Dertil lægges også det nuværende integrations- og beskæftigelsesområde. Den ene nye chefstilling bliver for børne- og skoleområdet og den anden for social og beskæftigelse. - Vi taler om to af de allervigtigste områder indenfor den lokale velfærd, som vi skal sørge for i forhold til borgerne, forklarer borgmester Joy Mogensen. Sammen med byrådet håber hun på mange ansøgere med alsidige kvalifikationer, så de to chefjob kan besættese med folk, der kan løfte den store opgave. - Vi ønsker chefer, der er dygtige til at styre deres eget område, men som også kan arbejde sammen på tværs om de fælles opgaver. Kommunen har brug for nye løsninger, når der ikke er for mange penge, og opgaverne samtidig vokser, forklarer borgmesteren. Hun glæder sig samtidig over, at de ansatte i kommunen ifølge undersøgelser har høj tilfredshed i deres arbejde. - De skal jo udføre opgaverne i hverdagen, så deres trivsel er også helt afgørende for at kunne give borgerne en god service, siger Joy Mogensen. tk