Fortsæt til indhold

V-ordfører skifter mening om motorvejs-støj

Kristian Pihl Lorentzen går ikke længere ind for støj-målinger

Arkiv
Peter Friis Autzen

Trafikstøj skal ikke bare beregnes, men også måles.
Det mente Venstres trafikordfører, Kristian Pihl Lorentzen, for to år siden, da Lokal-avisen Vejle skrev en serie artikler om støjplagede beboere langs motorvejen i Vejle.
Dengang ville trafikminister Magnus Heunicke (S) ikke udfordre beregningerne med konkrete målinger, men det ville Kristian Pihl Lorentzen. Men det vil han ikke længere.
“Jeg vil ikke forholde mig til Vejdirektoratets metoder,” siger han i dag.
Vejdirektoratet beregner trafikstøj-belastningen, men måler den ikke. I flere tilfælde er beboernes oplevelse en helt anden, end beregningerne viser. De ønsker beregningerne udfordret af konkrete målinger.

Beregning eller måling

Spørgsmålet er, om beregningsmetoden er korrekt. Kristian Pihl Lorentzen påpegede for to år siden behovet for målinger. Han refererede til sine militær-erfaringer:
“Hvis man ikke kan få sit landkort til at passe med det, man kan se i terrænet foran sig, så skal man stole på terrænet. Sådan må det også være med støjbelastning,” sagde han den gang.
Det synspunkt har han stadig. Men hans konklusion er en anden i dag.
“Jeg har ingen grund til at stille spørgsmålstegn ved de beregninger, der foretages af trafikstøj-belastninger,” siger Kristian Pihl Lorentzen nu.
Alligevel fortæller han, at ganske mange borgere henvender sig til ham og fortæller, at de er mere støjbelastede, end beregningerne fra Vej-direktoratet viser.
“Og jeg stoler på de mennesker, der henvender sig med sådan en oplysning. Selvfølgelig gør jeg det,” siger trafikordføreren.
Dermed stoler han altså både på beregningerne og de borgere, der siger, at beregningerne ikke holder vand. Det paradoks ønsker han ikke at tage stilling til.
“Hvis folk har et problem med støjbelastning eller støj-beregningerne, skal de ikke gå til politikerne, men til Vejdirektoratet,” siger Venstres trafikordfører.