Mette Bock får i pose og sæk
Jack Abilslund-Gregersen
Katrinegade
Kolding
Dansk folkeparti.
For nylig kom det frem i medierne, at Liberal Alliances Mette Bock lejer sin lejlighed ud på Airbnb og samtidig modtager tilskud til boligen for dobbelt husførelse.
Som folketingspolitiker får man tilskuddet til strøm, ejendomskatter, internet og eksempelvis renteudgifter.
Mette Bock kan ikke forstå, at vælgerne bliver forargede over, at hun ved at udleje gennem Airbnb får både i pose og sæk. Men det siger måske bare lidt mere om, hvordan hendes kontakt til vælgerne er?
De fleste mener vist, at velbjærgede og vellønnede folketingspolitikere ikke behøver få statstilskud til at drive hotelvirksomhed. Det lugter da af konkurrenceforvridning?
Ifølge medierne er der 25 anmeldelser af folk, der har boet i lejligheden, og lejligheden koster 953 kroner at leje per nat. Hvor mange nætter de enkelte har boet i lejligheden, fortæller historien intet om. Airbnb offentliggør nemlig ikke udlejernes indtjening til Skat, hvilket betyder at de danske myndigheder ikke kan følge med i, hvad udlejerne skal af med til den fælles kasse. Er det den vej Liberal Alliance vil gå?
Os almindelige dødelige kan desværre ikke få alle goderne betalt og samtidig få udlejningspenge. Nej, vi må bare betale og betale - og gang på gang ser vi, hvad pengene går til.
Jeg kunne egentlig godt tænke mig at vide, hvor mange år Mette Bock har udlejet på Airbnb? Og er indtjeningen indberettet til Skat?