Fortsæt til indhold

Robot holder vandet rent

En selvkørende “bundsuger” fjerner alger og hår, så brugerne af havnebadet får lyst til at bade

Arkiv
Emil Hermann

En gul og firkantet kasse bevæger sig på bassinets bund.
Robotten behøver ikke menneskehjælp. Den klarer rengøringen selv - ligesom en robotplæneklipper.
Med dens sugeevner er apparatet i stand til at fange alger, hår - og i værste fald plastre og tyggegummi.
Et filter er indbygget - ligesom i en støvsuger - og det bliver ret hurtigt proppet med snavs og skidt.
“Se her. Posen er fyldt med alger og snavs,” fortæller Parviez Serajzade, der er tekniker hos Odense Idrætspark og ekspert på bundsugere.

Livreddere overtager tjans

Parviez Serajzade fortæller, at bundsugeren bliver brugt i alle svømmehaller i Odense.
“De findes i forskellige størrelser. Den her koster 15.000 kroner. En større koster 130.000 kroner.”
Fremover bliver det de to faste livreddere på havnebadet, der skal bruge bundsugeren.
“Hver dag efter lukketid skal de sætte den i vandet. Robotten er tilsluttet en computer, der står ved vandkanten, og når den er færdig med at rengøre, så får de besked på skærmen,” siger teknikeren.
Parviez Serajzade vender først tilbage til havnebadet, hvis robotten skal repareres.
“Jeg kan selv købe reservedelene. Det sparer kommunen for mange tusinde kroner.”