Fortsæt til indhold

Prøv at ro baglæns på Lillebælt

Arkiv
Arkiv

Der er mulighed for at ro på Lillebælt den 4. juni, når Middelfart Roklub holder åbent hus fra kl. 10-14. Eller rettere åben bro, eftersom det meste af arrangementet kommer til at foregå på og ved flydebroen foran klubhuset mellem Kongebrogården og Grimmermosehuset.
“Placeringen er både praktisk og idyllisk, men betyder også, at roklubben er ikke så synlig i bybilledet. Med arrangementet prøver vi at gøre opmærksom på vores eksistens og tiltrække nye medlemmer,” fortæller rochef Klaus Scheffel.
Arrangementet tilbyder interesserede en tur i en sødygtig 2- eller 4-åres inrigger sammen med rutinerede instruktører. Desuden vil der være mulighed for de lidt mere modige at prøve en såkaldt Edon-sculler, som man ror alene og med to årer. Bådtypen er ideel for begyndere, da den er monteret 'støttehjul' i form af pontoner til begge sider.
Klubbens romaskiner bliver i dagens anledning flyttet udendørs til demonstration og konkurrence blandt de fremmødte.
Middelfart Roklub har omkring 60 medlemmer og råder over en snes moderne fartøjer.