Fortsæt til indhold

Loppemarked gav rekordoverskud

Bjæverskov Loppemarked afviklet søndag i godt vejr og igen med et rekordstort resultat

Arkiv
Arkiv

IF FREM Bjæverskovs Støtteafdeling satte rekord i 2015 med sit bedste loppemarked nogensinde med over 230.000 kroner i omsætning, men den rekord blev slået allerede i år - søndag den 29. maj - da årets loppemarked endte omkring 30000 kroner højere.
"Det betyder, at vi kan uddele et sekscifret beløb til ungdomsidrætten i lokalområdet Bjæverskov-Vemmedrup. Vi håber på igen i år at kunne uddele 150.000 kroner til vore ungdomsafdelinger," lyder det fra arrangørerne.
"Det 24. Bjæverskov Loppemarked gik på alle områder, som man kunne ønske sig det. Vi undgik regnen, både op til søndagen men også på søndagen. Det lykkedes os derfor at få utroligt mange besøgende dagen igennem."
Søndag den 7. august vil IF FREM Bjæverskovs Støtteafdeling skænke overskuddet til Idrætsforeningens syv afdelinger, og imens er man naturligvis klar med et nyt loppemarked næste år.
"Med årets fine rekord resultat og ungdomsafdelingernes store behov for ekstra ressourcer i disse år, ligger det fast, at vi igen er med i 2017, hvor Bjæverskov Loppemarked bliver afviklet søndag den 28. maj, til fordel for ungdomsidrætten, miljøet og sammenholdet i lokalområdet," forklarer man fra støtteafdelingens side.