Fortsæt til indhold

Demokratiet er altid lokalt

Arkiv
Af redaktør Torben Kristensen

SØNDAG HOLDT FLERE PARTIER grundlovsmøder i vores område, og Roskilde Avis var rundt for at dække denne fejring af forfatningen fra 5. juni 1849..
For 50 eller 100 år deltog hundreder eller endda tusinder ved Grundlovs-møderne, mens antallet i dag snarere skal tælles i snese eller dusinvis. Men derfor skal man nu ikke konkludere, at Grundloven er ligegyldig eller død.

TILBUD OM UNDERHOLDNING og adspredelse er i dag eksploderet både på nettet, i tv og mange andre steder, så det er selvfølgelig en del af forklaringen.
Samtidig tager de fleste danskere vores frihed og velfærd som lidt af en selvfølge, og det kan hurtigt blive lidt farligt. Grundlovens afgørende principper om lige ret for alle, ytringsfrihed og andre goder, som vi nu tager for givet, er nemlig hele tiden udsat for nye udfordringer.

FLERTALLET AF MENNESKER i verden lever under helt anderledes fattige og ufrie forhold, og det kan vi ikke undgå at mærke, når de begynder at komme hertil for at overleve eller skaffe sig et bedre liv.
Hvor mange vi kan og skal hjælpe hvor meget, er derfor en diskussion, som vi også bliver nødt til at tage, hvis vi både skal bevare vores eget demokrati og en medmenneskelig indstilling.

LØSNINGER ER KONKRETE, så derfor starter denne diskussion lokalt i Roskilde og rundt om i resten af landet. På det seneste møde i byrådet stemte 28 ud af 31 medlemmer for, at vi skal gøre en indsats for at integrere de flygtninge, som har fået lovligt ophold her, ved at lære dem dansk og få dem i arbejde så hurtigt som muligt.
Den aften var jeg helt stolt af at være borger i sådan en kommune. På samme måde er der grund til at takke de hundrede af frivillige roskildensere, der yder et stort frivilligt arbejde for, at de nye borgere falder bedst muligt til.

FRONTLINJEN FOR DEMOKRATIET går nemlig præcis her, ifølge min opfattelse. I vores grundlov og i menneskerettighederne, vi har fået fra Frankrig og USA, er det netop afgørende ikke at gøre forskel på folk på grund af race, religion eller politisk overbevisning.
Derfor var det også rigtigt, at Roskilde Byråd for kort tid siden afviste et forslag om en særlig kontrol af muslimske foreningers brug af kommunale penge til folkeoplysning. Alle skal selvfølgelig behandles på samme måde, hvis der er mistanke om snyd.

HAD-PRÆDIKANTER, der vil fjerne demokratiet, må ikke rejse ind i landet, lyder et aktuelt initiativ, som nu snarere ligner en fallit-erklæring.
Vores demokrati har jo altid været stærkere end totalitære ideologier som nazisme og kommunisme, fordi et stort flertal at danskere tror på det. Sådan vil det fortsat være, og de religiøse, middelalderlige mørke-tosser skal stoppes af en fri debat, oplysning og uddannelse – ikke af forbud og frygt.

DELTAGERNE I DE LOKALE MØDER for at fejre Grundloven er i virkeligheden de rødder, som skal holde vores demokrati levende. Ellers bliver partierne bare til rene magt-maskiner, der slet ikke lytter til folk. Det er også en vigtig grund til, at Roskilde Avis fortæller om dem og deres indsats.
Uden disse græsrødder vil vi få et totalt topstyret samfund, hvor penge eller vold gennem manipulationer og manøvrer kan bestemme alt. Når man kigger rundt i verden, er der rigeligt med eksempler på det, lige fra Putin i Rusland til Trump i USA.

NEGATIVE TENDENSER er altid lette at finde, men jeg er nu stadig optimist og mener, at 'glasset er halvt fyldt' i stedet for det modsatte. Når mennesker mødes og taler ordentligt sammen, kommer der bedre løsninger, end hvis man gør folk med andre synspunkter til fjender, der skal bekæmpes eller fjernes.
Kald det bare naivt, men der er i hvert fald ingen grund til at skælde ud på alle de aktive, som bl.a. her i Roskilde er med til at holde gang i en velfungerende og rummelig by. De beviser nemlig, at
DEMOKRATIET ER ALTID LOKALT