Oktan-gospel i Ringen
Motorbrummen og -brøl får en helt anden klang grundlovsdag søndag 5. juni, når Jakobskirken og Roskilde Gospel Singers er i Roskilde Ring sammen med historiske biler og motorcykler. Kirke og kor holder gospelgudstjeneste som en del af arrangementet. Sognepræst Mogens Ohm Jensen, har skrevet en høj-oktan prædiken til dagen. Racerkøreren Dennis Lind er alt for ung til at have kørt på Roskilde Ring, han får alligevel chancen på denne dag. Der er bygget en model af ringen som Scalextic-bane, hvor der køres med små elektriske modelbiler. Her skal han sætte tiden på banen, så kan andre prøve at overgå den. Lykkedes det, kan man altid prale med at man har kørt hurtigere end en DTC-mester og Lamborghini Super Trofeo Europe vinder. Har man en god historie fra tiden med Roskilde Ring som racerbane, kan man også komme af med den. Den bliver optaget, så det historiske vidnesbyrd bliver bevaret. I det hele taget bliver dagen filmet, så der kan komme en dokumentarfilm ud begivenheden. jp@roskildeavis.dk Dagens program 09-10: Parade indkørsel på Roskilde Ring for historiske biler og motorcykler. 10: De forskellige boder åbner. 10.15: Åbningstale ved Joy Mogensen 10.30: Tale ved erhvervsmand, politiker og motorsportsmand Lars Chr. Brask. 11: Verdensmester og dansk mester Dennis Lind sætter tiden på Roskilde Rings Scalextric Bane. Man kan efterfølgende prøve at slå denne tid. 11.15: Mogens Ohm i fuld ornat og Roskilde Gospelsingers ankommer i to åbne biler. 11.30: Gudstjeneste med Gospelkor. 12,30: Roskilde All Star (racerkørere blandt andet fra Roskilde Ring) fortæller røverhistorier. 13.30: Uddeling af priser. 14: Finale i Scalextric turneringen. 15: Farvel og tak for i år.