Var vikingerne fænomenale håndværkere?
Tilfældigt sammenklask, sjuskeri og brug-og-smid-væk-keramik er blandt de vendinger, der først dukker op på nethinden, hvis man kigger på vikingetidens pottemagerhåndværk. Alligevel er det ikke hele historien, fortæller keramikerne i Sagnlandet Lejre, der lørdag og søndag i uge 22 sætter fokus på vikingetidens krukker og kogegrej.
Vikingernes pottemagere var nogle være sjuskemikler. Det kan man i hvert fald godt få fornemmelsen af, hvis man kigger på vikingetidens krukker, kopper og kogegrej.
Vind og skæve, grovkornede og skravlede ser de ud. Især hvis man stiller dem ved siden jernalderens skinnende sortglittede gravkeramik og bondestenalderens omhyggeligt dekorerede mesterværker.
Selv de ellers altid høflige keramikere i Sagnlandet Lejres potteri indrømmer det skyldbevidst, hvis man går dem lidt på klingen:
"Den keramik, der blev fremstillet herhjemme i vikingetiden, er hverken exceptionel eller prangede. Tværtimod ser det ikke ud til, at de gjorde ret meget ud af hverken form eller dekoration, og keramikken er oftest groft udført og dårligt brændt," tilstår keramiker Inger Heebøll med et undskyldende smil, inden hun skynder sig at uddybe og fortælle, at der muligvis er en årsag til sjuskeriet:
"Det interessante ved at dykke ned i vikingetidens keramik er, at man kan se de første spæde tegn på overgangen til en ny epoke i keramikfremstillingen. I andre dele af Europa – steder, hvor vi med sikkerhed ved, at vikingerne kom, var pottermagerhåndværket midt i en rivende udvikling. Her blev krukkerne både glaseret og lavet på drejeskive, to topmoderne teknikker som arkæologerne nu også er begyndt at finde spor af i Danmark," siger hun og forklarer, at det, der på overfladen kan ligne sjusk og halvhjertet håndværk, nok mest af alt skal ses som et symptom på, at interessen for nye spændende produkter og teknikker drev popularitetsbarometeret for den hjemlige og gammelkendte keramik i bund.
Hvad der var det interessante ved glasur og drejeskive, og hvorfor de nye udenlandske krukketyper endte som vikingetidens svar på nutidens efterspurgte Kahlervase, mens den lokale keramik gled i et med baggrunden, kan man høre mere om lørdag 4. og søndag den 5. juni, når de gæve pottekoner dedikerer en hel weekend til vikingetidens keramik og sætter fokus på krukker, kopper og kogegrej.