KunstLab åbner 11. juni på Kulturspinderiet
KunstLab er en nyskabelse i Kulturspinderiet. Det fuldender visionen om Kulturspinderiet
En mellemting mellem et galleri, et laboratorium, et værksted og et netværk. Det er nyskabelsen KunstLab på Kulturspinderiet, som åbner i forbindelse med musikfestivalen Tråd den 11. juni. KunstLab fuldender KulturSpinderiet, der bugner af kultur i de historiske bygninger som Stålværket og Smedeværkstedet.
For alle i Varde På åbningsdagen bliver der masser af kunst af lokale kunstnere, der viser, hvad huset kan bruges til. Mulighederne er mange: foredrag, aktiviteter med lokale og eksterne kunstnere og Musik- & Billedskolens kunsthold.
Musik- & Billedskolen bliver ansvarlige for den daglige drift og koordinering af aktiviteter i KunstLab. KunstLab skal blive et omdrejningspunkt for tværgående projekter i området og dermed en vigtig del i at indfri visionen for KulturSpinderiet.
Formand for bestyrelsen i den nye forening er Birthe Gawinski, og Bjørn Thomsen er bestyrelsesmedlem. Alle, der bor i Varde Kommune, kan blive medlem af foreningen og bruge stedet.
Renoveringen af Stålværkets gamle laboratorium fra 1919 har fået støtte fra Lokale- og Anlægsfonden, og bygningens historie har inspireret til et kunstlaboratotium.