Bulldogs signer tidligere kaptajn
Michael Eskesen vender tilbage til Bulldogs efter fire sæsoner i SønderjyskE
Den tidligere kaptajn Michael Eskesen vender efter 4 år i SønderjyskE hjem til barndomsklubben Odense Bulldogs i den kommende sæson. Det oplyser Odense Bulldogs i en pressemeddelelse.
Kontrakten løber sæsonen ud, og Odense Bulldogs forklarer, at de er overbevidst om, at tilføjelsen vil styrke holdet på mange fronter.
Michael Eskesen selv er glad for den pakke, Bulldogs kom med:
“Efter fire fantastiske år i SønderjyskE opstod der en spændende mulighed i Odense, som har strikket en rigtig god pakke sammen for mig og min familie. Her bliver det muligt for mig at spille ishockey på fuld tid samtidig med, at jeg kan fortsætte på mit deltidsstudie og at det i øvrigt hænger godt sammen familiemæssigt,” fortæller han.
Michael Eskesen har spillet 308 kampe for Odense Bulldogs og skal igen spille i trøje nummer 26. Han var senest i Bulldogs-truppen i finalesæsonen 2011/12 og har siden vundet tre guld- og en bronzemedalje i SønderjyskE.