Svanen fik en løve
Charlotte Andersen åbner nyt apotek i Trekroner
Svanen har fået en løve, efter at apoteker Charlotte Andersen fra Skomagergade har åbnet et nyt stort apotek i Trekroner opkaldt efter 'dyrenenes konge'. - Jeg har valgt navnet, fordi der er tradition for både svaner og løver som navn på apoteker. En løve signalerer jo styrke, så det synes jeg var et passende navn, forklarer hun. Løve Apoteket har officiel åbning 1. juni på Trekroner Centervej og er blevet dobbelt så stort efter flytningen fra den tidligere mindre filial. Charlotte Andersen har blandt andet anskaffet en robot, der hedder Rowa Smart, som lynhurtigt finder de rigtige medikamenter på lageret og får dem hen til udleveringen. - På den måde får vi samtidig bedre plads til kunderne og langt hurtigere ekspedition. Det er en stor fordel, forklarer den stolte apoteker. - Samtidig er det let at parkere her, og vi ligger lige ved Trekroner Station, så det bliver let for både togpendlere og bilister at komme på det nye apotek. Charlotte Andersen overtog Svane Apoteket i Skomagergade for 18 år siden. Hun driver også en filial i Jyllinge og på RO's Torv ud over det nye i Trekroner. I alt arbejder knapt 30 mennesker de fire steder.