Opera markerer 400 års dødsdag
Odense Symfoniorkester markerer, at det er 400 år siden, den verdensberømte engelske forfatter William Shakespeare døde, med en koncert hvor violinist Eugen Tichindeleanu får debut som dirigent. Musikstykkerne vil være inspirerede af tre af Shakespeares største værker: Othello, Hamlet og Romeo og Julie. Det oplyser Odense Symfoniorkester i en pressemeddelelse.
Eugen Tichindeleanu har været hos Odense Symfoniorkester i tre år. Udover hans rolle som violinist, fungerer han også som koncertmaster, og springet til dirigent er derfor ikke så stort, som man skulle tro. For koncertmasteren skal kunne “lede” orkesteret, når dirigenten ikke er til stede.
Operasangeren Carina Tybjerg Madsen fra Syddansk Musikkonservatorium er blevet udvalgt til at synge ved koncerten. Hun har tidligere medvirket i flere operaer, bl.a. Tryllefløjten som børneopera hos Den Fynske Opera.
Koncerten kan opleves lørdag d. 11. juni kl. 11.30 i Carl Nielsen Salen, Odense Koncerthus, og der er gratis adgang.