Fortsæt til indhold

Seks nye uddannelser til UC Syd

Fra august ændres sundhedsuddannelser, så der bliver mere fokus på samarbejde

Arkiv
Arkiv

Fremtidens sundhedsvæsen skulle gerne blive den store vinder, når ni sundhedsuddannelser fra 1. september begynder at uddanne deres studerende på nye måder. Ændringen af uddannelsernes bekendtgørelser er besluttet af Undervisningsministeriet efter et fælles arbejde med blandt andet professionshøjskolerne.
Jannie Fibecker Ladegaard, institutchef for UC SYD's sundhedsuddannelser, tager godt imod ændringerne i de reviderede uddannelser.
"Vi er særdeles tilfredse, og vi er i fuld gang med at udarbejde nye studieordninger. Vi er allerede aktive med tværfagligt og tværprofessionelt arbejde, og nu kan vi sætte endnu mere fokus på det. For eksempel kan vi øge samarbejdet med socialfaglige og pædagogiske uddannelser, og det er essentielt," siger hun.
Samtidig åbnes der for, at institutionerne i højere grad selv kan tilrettelægge uddannelsernes forløb, og det hilser hun også velkommen.

Kommunikation bliver afgørende

"Vi vil lægge særlig vægt på de kommunikative kompetencer. Det bliver afgørende, at medarbejderne i sundhedsvæsenet fremover er dygtige til at kommunikere situationsbestemt med borgere, patienter og samarbejdspartnere," siger Jannie Fibecker Ladegaard.
UC SYD udbyder i øjeblikket disse seks af de berørte uddannelser: Bioanalytiker, jordemoder, ergoterapeut, fysioterapeut, sygeplejerske og uddannelsen i ernæring og sundhed.
Hensigten med ændringen er ifølge undervisningsministeriet at øge tværfaglighed samt teknologiforståelse og –anvendelse.
"Teknologien spiller en stadigt større rolle, men det handler ikke kun om ny teknologi. Vi vil også se på, om vores studerende faktisk kan anvende den teknologi, der er i brug i dag. Vi vil uddanne innovative sundhedsprofessionelle," siger Jannie Fibecker Ladegaard.
Når de nye bekendtgørelser træder i kraft 1. august, vil de ni sundhedsfaglige professionsbacheloruddannelser ikke længere være organiseret i moduler, men i semestre. Ændringen gælder i første omgang for nye studerende, mens nuværende studerende overflyttes til den nye struktur i sommeren 2017.


Fakta
Ud over UC SYD's seks uddannelser gælder ændringen for uddannelserne i psykomotorik, radiografi og global nutrition and health.
Bekendtgørelsen er ændret efter et samarbejde mellem Undervisningsministeriet, KL Danske Regioner, Sundhedskartellet, Styrelsen for patientsikkerhed, professionshøjskolerne og de studerende.