Fortsæt til indhold

Sådan oplever du Borgring

Har du lyst til at gå i vikingernes fodspor ved Lellinge. Se her hvordan du bedst oplever Borgring

Arkiv
Martin Rasmussen

Udgravningen af vikingeborgen Borgring åbnede for offentligheden onsdag den 1. juni, og sommeren igennem er der fine muligheder for at besøge stedet, der er åbent helt frem til udgangen af august.
Der er åbent alle dage klokken 10-16, og der er dagligt gratis rundvisninger i området, hvor man i øvrigt også på egen hånd kan følge arkæologernes arbejde og orientere sig om Borgring på en række store informationstavler i hele området.
Indgangen til Borgring ligger lige ved motorvejsafkørslen ved Lellinge, hvor der også er etableret en parkeringsplads, et informationscenter og en udsigtsplatform, hvor gæsterne kan få et overblik over hele området.
Herfra kan man gå ad Fæstningsstien på 675 meter ned mod åen og over en bro til selve udgravningen. Stien udgør en rejse på 1000 år tilbage i tiden, hvilket understreges af fotostater med billeder og tekst om militære anlæg gennem årene.
Der er også udarbejdet en app, der rummer masser af info om arbejdet, og hvor arkæologerne også løbende vil holde offentligheden informeret om deres undersøgelser på en blog.
Entreprisen til Borgring er 40 kroner, og børn under seks år kommer ind gratis.