Henter to offensivspillere
Kent Nielsen får to af sine tidligere spillere under sine vinger igen
OB har skrevet kontrakt med de to offensivspillere Rasmus Jönsson og Mathias Thrane.
Begge spillere er hentet på fri transfer og starter i OB, når deres kontrakt med AaB udløber denne sommer.
Det oplyser Odense Boldklub i en pressemeddelelse.
OB's cheftræner, Kent Nielsen, kender 26-årige Rasmus Jönsson fra deres fælles tid i AaB, og han glæder sig over tilgangen:
“Vi er rigtig glade for, at det er lykkedes, for det er en spiller, som har vist, hvad han kan. Han har stadig et endnu større potentiale, som vi i fællesskab skal have løst, for så vil han være en topspiller for os,” siger Kent Nielsen til OB's hjemmeside.
Kent Nielsen var også med til at hente Mathias Thrane til AaB for to år siden.
Han spillede inden i HIK, men har også været tidligere været elev på Oure-skolerne.
De to nye spillere har første arbejdsdag, når OB indleder sæsonforberedelserne den 21. juni.
(ost)