Rådhustorvet er blevet handicapvenlig
Nye belægningssten gør Rådhustorvet mere handicapvenlig. Toiletter er også renoveret
Brosten er med til at gøre Rådhustorvet charmerende, men stenene er en udfordring for mange handicappede.
For at hjælpe kørestolsbrugere rundt på torvet er der lagt bånd af skårne chaussesten på tværs og på langs.
"På den måde er det nu muligt for gangbesværede, kørestolsbrugere og for den sags skyld kvinder på høje hæle at komme frem til fx rådhuset, de offentlige toiletter i og p-pladserne ved Lille Rådhusgade eller caféerne uden at sidde fast eller på anden måde komme i knibe. Jeg synes, brolæggerne har gjort et smukt stykke arbejde, hvor brostene stadig præger billedet, men nu på en måde, så torvet nu er nemmere at komme rundt på," siger formand for teknik- og miljøudvalget i Sønderborg Kommune, Frode Sørensen.
Båndet af skårne chaussesten har en anden farve end brostenene, så det også fungerer som en slags ledelinje for svagtseende.
Bedre toilleter
Ved samme lejlighed er de offentlige toiletter på Lille Rådhusgade renoveret, så de opfylder krav om tilgængelighed for handicappede. Ud over bedre adgangsforhold er det moderniseret med lysere farver og mere moderne inventar. Det har dog været nødvendigt at montere en jernlåge med tidsstyring ved indgangen, da toiletterne gentagne gange har været udsat for hærværk om aftenen.
Pengene til renovering og bedre tilgængelighed til toiletterne for handicappede er bevilget af byrådet og omfatter en større omgang i hele kommunen. Der er således også for tiden renovering og forbedringer i gang i bl.a. Gråsten, Guderup og Havnbjerg.