Lego-klodser med mening
Roskilde-drengen Henrik Bondo er et af de vigtige tandhjul, der får alt til at fungere på Dyrskuepladsen
- For mig er Roskilde Festivalen en slags Lego-klodser i stor størrelse med mening. Sådan fortæller den 53-årige Henrik Bondo Nielsen, som gennem de sidste mange år har været et af de mange vigtige tandhjul, der får det store arrangement til at køre rundt. Han har blandt andet ansvar for Gæster og Sikkerhed samt arealet på pladsen, derunder de forskellige faste håndværkere og den fysiske afvikling. - Jeg er vel nærmest vokset op med festivalen og har efterhånden arbejdet her gennem 20 år. Nu føler jeg mig ikke gammel, men hvis man ser tilbage, er der alligevel forandret meget, og vi har været på en spændende rejse. - Alle vore medarbejdere og frivillige vil gerne hver gang gøre det lidt bedre og smartere end året før, så de kommer med deres input. Så er det vores opgave at få samlet de gode ideer i et puslespil og få det til at virke.
En særlig mentalitet
Henrik Bondo Nielsen oplever som mange andre i Roskilde, at festivalen har skabt en speciel kultur, hvor frivillige kan udrette noget i fællesskab. Denne særlige mentalitet går blandt andet igen i mange af de lokale foreninger og præger derfor hele byen. Som eksempel nævner han festivalens samarbejde med de lokale erhvervsskoler. - Hos Teknisk Skole ovre på Musicon kan eleverne på en række håndværksfag få lov til at lave praktiske opgaver og fremstille noget, der faktisk skal anvendes her på pladsen. På den måde laver de ting, der er til at bruge, og det er jo altid motiverende, fordi det pludselig giver mening.
Et magisk øjeblik
Bondos bedste oplevelse på festivalen beskriver han på denne måde: - Når festivalen er ved at slutte, så alle er både dødtrætte og beskidte, kan man til den sidste koncert alligevel se en fantastisk glæde i øjnene på folk. Det er nærmest et magisk øjeblik. - Så ved vi andre også, at det er lykkedes igen, og for os er det kulminationen på et helt års arbejde. - En anden stor oplevelse for mig er, når jeg møder de folk, der står på Slagteriskole og arbejder med alle madresterne fra festivalen. De får lavet god og spiselig føde til hjemløse på herberger andre steder. Den slags giver også god mening med festivalen for mig, fortæller Henrik Bondo. - Efter den tragiske dødsulykke i 2000 har en meget stor del af mit arbejde handlet om sikkerhed, og jeg har brugt utrolig meget tid på at arbejde med udvikling af dette område. Siden 2005 har Henrik Bondo været en del af ledelsen indenfor et europæisk festivalnetværk for sikkerhedsansvarlige, som har arrangeret mere end 20 sikkerhedsseminarer rundt omkring i Europa. - Jeg har desuden arbejdet tæt sammen med BUCKS New University, som har udviklet en akademisk overbygning med fokus på Crowd Safety og blev i 2007 udnævnt til æresdoktor ved universitetet.
Tilfældigt ind
Som mange andre roskildensere kom Henrik Bondo med i festival-arbejdet ved lidt af en tilfældighed. - Jeg havde en veninde på Peder Syv Skolen i Viby, og hun havde en lærer, der hed Leif Skov, som senere blev festivalens karismatiske leder i mange år. Det første år hjalp jeg med at fjerne skrald fra pladsen. Et par år senere prøvede Bondo at være i Alternativ Byen, hvor der blandt andet blev lavet festival-avis og var gang i kunstneriske aktiviteter. I 1986 kom han så med i Festival Komiteen med 24 personer, der var den valgte ledelse for det store arrangement. - I princippet var vi alle ligestillede, men jeg lærte allerede dengang, at så enkelt var det heller ikke. Nogle bestemte alligevel mere end andre, selv om det var uformelt. - Gennem de mange år har jeg haft det privilegium at kunne arbejde med festivalen og noget, som er sjovt. Jeg har altid syntes, det er fantastisk at bygge op fra grunden. Det er endnu bedre, når det sker i fællesskab, og resultatet bruges til gode formål, siger Henrik Bondo Nielsen.