Fortsæt til indhold

Håndværkerne går hjem om otte år

Stilladset er rejst og håndværkerne har taget hul på det omfattende renoveringsarbejde på Haderslev Domkirke

Arkiv
Peter Rasmussen

Taget er utæt på Domkirken i Haderslev, og det skaber store udfordringer for den sekshundrede år gamle bygning.
Domkirketjenere har løbet op og ned af de 100 smalle vindeltrappetrin til loftet for at flytte spande rundt alle de steder hvor det regner ind. Og de har haft travlt med at rydde op udvendigt, når tagstenene røg af den høje bygning i blæsevejr. Endelig har problemerne med vand, der siver ind, gjort kalken i kirkerummet grim.
”Men nu begynder renoveringens første fase. De gamle teglsten skal tages ned. Da de kan være befængt med bly, skal dette ske under miljørigtige forhold. Derfor er der sat afspærringer op, for at sørge for børn, unge og voksne ikke kommer ind i området. I løbet af sommeren kommer der så blytag på den nordvestlige del af kirken,” forklarer kirkeværge Anders Ravn fra Haderslev Domsogn.
“A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formål har givet 14 millioner kroner til projektet, der udføres i fire etaper fra nordvest og gående mod uret, og vi regner med alt skal stå klart, så kirken kan stråle til sin 100 års fødselsdag som Domkirke i 2023,” lover Anders Ravn, som fortsætter:
“Vi håber at være færdig i 2021 - men så er der to ekstra år, hvis vi støder på overraskelser undervejs, når taget fjernes. Det som at åbne Pandoras boks. Måske er der råd eller andre udfordringer.”
“Gennem mange år har bly fra højskibet forurenet teglstenene. Der er taget flere prøver af stenene, og værdierne er meget små, men stadigt lige over grænsen. Derfor skal taget fjernes arbejdsmiljømæssigt korrekt og destrueres i overensstemmelse med loven. F.eks. er der sat en container op med vakuum-sug, og murerne går i heldragter og handsker. Bagefter skal der lægges 1300 m2 bly,” fortæller kirkeværgen.
På det første byggemøde udtog Birgit Holst fra WorkLife blodprøver fra murere, arkitekt, domkirketjenere og kirkeværgen. Arkitekt Steen Thiesen forklarer:
“Selvom blyindholdet på undersøgelserne er mindre end, hvis man gik ud og fiske med sit blylod, skal vi sikre os, at alt forløber forsvarligt i forhold til arbejdsmiljøet. Undervejs bliver der igen udtaget blodprøver, og de eneste personer, som har adgang til byggepladsen medens nedtagning af tagsten og rengøring udføres, er de med blodprøver.”