Hovedbiblioteket er i fuld færd med transformationen
1. salen på Hovedbiblioteket har allerede får et nyt udtryk. Nu kommer turen til stueetagen
103 nye studiepladser, nye gulve, mødler, reoler og åbne miljøer samt en bemærkelsesværdig fortælletrappe. Jo, Hovedbiblioteket er allerede begyndt at trække i de nye klæder, og i denne uge bliver de første skridt af ombygningen officielt indviet af blandt andet borgmester Johnny Søtrup.
Lokalavisen Esbjerg har smugkigget på herlighederne, og lad det bare være skrevet med det samme, det bliver virkelig godt. Det bekræftes ikke mindst af de studerende, der allerede har taget de nye studiemiljøer med lynhurtig wifi i inspirerende miljøer til sig og dagligt benytter de nye pladser i stor stil.
“Vi synes selv, at det er blevet rigtigt godt, og de mange besøgende bekræfter os i, at det er det rigtige, vi gør,” fortæller Christian Korsgaard fra bibliotekets ledelse, mens han giver en rundvisning på Hovedbibliotekets 1. sal, hvor de første og største ombygninger indtil videre har fundet sted.
Daginstitutioner bruger i dagligdagen den nye Fortælletrappe, hvor der kan læses højt, så alle stort set kan kigge den voksne over skulderen. Onsdag i denne uge er det dog unge og voksne selv, der indtager trappen, når der indbydes til den første Samtalesalon, hvor det overordnede team er dannelse, men ellers er samtalen åben.
“Inden længe går vi i gang med ombygningen stueetagen, hvor vi blandt andet skal have ombygget atriumgården og bygget helt nye rum og muligheder for brugerne,” forklarer Christian Korsgaard og røber, at man også går med tanker om at bringe stedets store Storm P samling mere til live rundt om på biblioteket.
“Der er mange ting i støbeskeen, og vi er næsten kun lige begyndt,” griner Christian Korsgaard, der glæder sig til den officielle indvielse, der finder sted torsdag kl. 14.00 i denne uge.