Varde stod i dronningens tegn fredag, hvor byen modtog Majestæten med fuld musik
Foran rådhuset stod børn og voksne parate med flag for at hilse på dronningen. Ventetiden kunne godt blive lang for de mindste. Men så var der hornmusik. Og så kom dronningen endelig. Hun vinkede til folket og blev fulgt op til rådhuset af borgmester Erik Buhl, der selvfølgelig i dagens anledning bar den tunge bormesterkæde. Den store dag var kommet, som Varde har forberedt i månedsvis.Dronningen ankom i pink med matchende hat og fik overrakt den royale buket af de to blomsterbørn Hassan Abou Rdenineh og Elena Brandsborg. Slesvigske Musikkorps spillede ved modtagelsen foran rådhuset. Da Dronningen steg ud af Krone-bilen spillede orkesteret Kong Christian stod i røg og damp. H.M. Dronningen hilste på dirigenten, mens folk viftede med flag og knipsede billeder.Så blev det endelig den store dag for fanebærer Malene Baagø, som Lokalavisen omtalte i forrige uge. Hun havde fået den store ære at bære fanen for sin gymnasikforening, Næsbjerg-Rousthøje Ungdomsidrætsforening, og hun var spændt på opgaven lige før dronningen ankom. Hun havde fundet det helt brede smil frem på dagen og holdt fanen højt.Onsdag aften var der opvisning og åben stald på Varde Fritidscenter, hvor gardehusarerne viste, hvad de kunne. Et par tusinde mennesker havde fundet vej derud i det fantastiske vejr. De 48 ryttere og heste blev indkvarteret på fritidscenteret to dage før dronningens ankomst. Gardehusarregimentet er en del af det danske forsvar og ledsager H.M. Dronningen ved særlige lejligheder.