Borgernes dag på hospitalet
Mange hundrede nysgerrige benyttede mandagen til at kigge ind bag facaden på Sjællands Universitetshospital i Køge
De hvide kitler dominerede billedet i forhallen mandag eftermiddag og aften, da Sjællands Universitetshospital i Køge for første gang bød inden for til Borgernes dag. Alle sejl var helt åbenlyst sat til for at give dagens gæster et grundigt indblik i det mangefacetterede arbejde på hospitalet, og der var nærmest messestemning i forhallen, der var fyldt med boder som oplyste, illustrerede og demonstrerede arbejdet i hospitalets forskellige afdelinger.
På en tur gennem forhallen kunne man for eksempel se en operationsstue, få taget sit blodtryk, se en demonstration af dialyse, besøge bamsehospitalet, kigge inden for i en ambulance og se lægehelikopteren. Man kunne for eksempel også se, hvordan man fotograferer en tarm indefra og høre om, hvordan det foregår, når børn skal opereres i ørerne. Der var en række interessante foredrag om alt fra tarmbakterier til robotternes fremtid i sundhedsvæsenet, og så var der blandt andet også rundvisninger i alle dele af hospitalets afdelinger.
For eksempel viste Poul Mossin, der er ledende oversygeplejerske på Akutafdelingen, rundt i sin afdeling, som folk ellers normalt kun ser i forbindelse med anderledes uheldige omstændigheder.
Akutafdelingen er præget af en stærkt struktureret og systematisk tilgang til arbejdet, og rundvisningen gav et fascinerende indblik i afdelingen, der hvert år modtager ikke færre end 57.000 patienter.
Hospital med vokseværk
I en anden del af hospitalet gav en anden af stedets tre vicedirektører, Helle Gaub, en status på det byggeri, som i løbet af de kommende seks år skal forvandle det nuværende hospital til det nye store universitetshospital.
Entreprenørmaskinerne ude foran vidner om, at man netop er gået i gang med nogle af de forberedende arbejder til det store byggeri til fire milliarder kroner, som ifølge planen skal stå færdigt i 2022. Til den tid er hospitalsarealet til gengæld tredoblet, og det er blevet 55 meter højt på det højeste sted.
Man begynder byggeriet i den sydlige del af området, hvor man går i jorden med den første bygning efter sommerferien næste år. Imens der bliver etableret en midlertidig indgang i den nordlige del af hospitalet i begyndelsen af 2017, og den skal fungere som hovedingang i hele byggeperioden frem til 2022, forklarede Helle Gaub.
Det bliver der rig mulighed for at følge med i undervejs - også selv hvis man ikke nåede med til Borgernes dag i denne uge.
"Vi synes, at så stor en institution, som fylder meget i folks liv, har en pligt til at åbne dørene og tage en dialog med folk," forklarede vicedirektør Beth Lilja om det nye initiativ, og hun fortalte også, at det er hensigten at gøre Borgernes dag til en årligt tilbagevendende begivenhed.