Fortsæt til indhold

Besøg havnebierne på Søndre Havn

Kom helt tæt på havnebierne og smag den søde kysthonning, når Det Grønne Hus, Projektcenter Køge Bugt og Køge Kyst inviterer til besøg hos havnebierne tirsdag den 14. juni.

Arkiv
Arkiv

Opdagelsen på Søndre Havn er beboet af flere tusinde summende havnebier, som holder til i bistaderne. Her har de siden 2013 boet og bidraget til mange kulinariske aktiviteter i området. Det bliver i høj grad også tilfældet tirsdag den 14. juni, når Det Grønne Hus og Projektcenter Køge Bugt med støtte fra Køge Kyst afholder gratis bi-værksted, hvor der først bydes på et kig ned i bistaderne med efterfølgende smagsprøver.
Både børn og voksne er velkomne til arrangement, hvor de der har lyst iklædes bidragter og inddeles i mindre hold, som sammen med biavler Morten Nielsen kommer helt tæt på bistaderne.
Her bliver et stade åbnet op, så det er muligt at se biernes hårde arbejde på helt nært hold. De to arrangører vil herefter tage et par tavler honning ud, som de presser i en hånddreven presse til den søde honning er klar til at servere med friske jordbær.
"Vi får rigtig god respons på kysthonningen, som har en kraftig og krydret smag. Det skyldes de planter, som bierne trækker på i området, hvor der jo både er havnehaverne i Opdagelsen, varierede strandeng og frodige villahaver tæt på. Vi glæder os til endnu en gang at byde inden for i biernes helt særlige verden," siger naturvejleder Henrik Lerdorf fra Det Grønne Hus.
Det kræver ingen tilmelding og det er gratis at deltage i arrangementet, som finder sted tirsdag den 14. juni fra kl. 17.30-19 med start ved byrummet Opdagelsen, Søndre Molevej 9. Alle er velkomne.

Bliv bi-andelshaver!

Det Grønne Hus står sammen med Projektcenter Køge Bugt og Køge Kyst bag havnebierne, som støttes af private andelshavere. Som bi-andelshaver modtager man løbende information om bierne og relaterede arrangementer. Alle andelshavere modtager desuden et glas nyslynget kysthonning hver sæson.
En havnebiandel koster 200 kr. Interesserede kan kontakte naturvejleder Henrik Lerdorf på henrik@detgroennehus.dk eller tlf. 56 67 60 70.