Fortsæt til indhold

Tusind deltagere til Y's Men konference

Y’s Men i Danmark afholder deres regionskonference i Sønderborg. Flere end 1.000 deltagere har meldt deres ankomst

Arkiv
Af Marie Lukas

I weekenden den 18. - 19. juni afholder Y's Men i Danmark deres regionskonference i Sønderborg, hvor flere end 1.000 deltagere har meldt deres ankomst. De vil blive budt velkommen af Sønderborggarden, borgmester Erik Lauritsen og 'Christian den 2.' med Sønderborgs Herolder. Centrum for konferencen bliver Skansen.
Ved konferencen overdrager Y"s Men Region Danmark de indsamlede midler fra årets regionsprojekter. Det drejer sig om 1,2 millioner kroner til et arbejde med at skabe bedre vilkår for grønlandske børn og unge, som Blå Kors står bag, samt 240.000 kroner til lektiecafe i Indien, som drives af den lokale YMCA forening.
Der uddeles på årsbasis i de 140 Y's Mens klubber i Danmark cirka. 15 millioner kroner. Det er penge, der går til kirkeligt og socialt børne- og ungdomsarbejde i ind- og udland.

Årets arrangement

De lokale Y"s Men"s klubber har gennem et par år arbejdet med det store arrangement, og har sammensat et alsidigt program for de mange gæster.
Konferencens hovedforedrag holdes af korshærspræst Morten Aagaard, Aarhus, som vil behandle Y"s Mens klubbernes årstema 'Samarbejde giver fællesskab og udvikling'.
I løbet af lørdag eftermiddag deltager de mange Y"s men i workshops omkring arbejdet i bevægelsen. Ledsagere og andre interesserede kan samtidig lytte til et foredrag ved Arne Jessen der vil give et indblik i emnet 'Da pikkelhuen blev moderne i Sønderjylland'.
Festtalen ved lørdagens aftenfest er lagt i hænderne på tidligere højskoleforstander Erik Lindø, der tager udgangspunkt i emnet: 'Der er nu noget ved livet, man ikke finder andre steder - Om kunsten at være en glædesspreder.' Senere vil Local Vocal fra Aarhus give prøver på deres sangkunnen, ligesom Sønderborgs Pipes and Drums dukker op. Aftenen afsluttes med en Lysgudstjeneste ved ungdomspræst Christine Holm Egelund, Ulkebøl. Søndag afholdes regionens generalforsamling, og samtidig er der udflugter for ledsagerne.

Korshærspræst Morten Aagaard. (Privatfoto)