Byens gamle posthus bliver til madmekka
Mon ikke der sidder en enkelt eller to på Rådhuset og klapper i deres hænder, når de har læst denne artikel.
Målsætningen er jo som bekendt at tiltrække flere tilflyttere til kommunen og skabe mere storbyliv.
Om Jesper Ølgaard Nielsen kan hjælpe med førstnævnte skal være usagt, men storbyliv er han utvivlsomt med til at skabe, når han i begyndelsen af det nye år slår dørene op til et helt nyt madmekka på en af Esbjergs mest centrale pladser.
Den driftige restaurationsmand, der også ejer Butcher og netop har afhændet Fun World, herunder også restaurant 97, har nemlig lejet sig ind i Esbjergs gamle posthus for de næste 15 år, og planen er, at stedet skal huse flere restauranter, en kæmpemæssig bar samt selskabslokaler.
“Jeg har længe gået og drømt om at åbne en virkelig hardcore burgerrestaurant med 10-15 forskellige slags burgere på menuen. Altså virkelig 'the american style', men jeg havde ikke lige fundet de rigtige lokaler,” fortæller Jesper Ølgaard Nielsen, mens han drejer nøglen og låser op til det gamle posthus.
“Men så fik jeg det her for øre,” siger han og slår ud med armene i den velkendte og yderst flotte 'hall' lige inden for hoveddøren:
“Og så måtte jeg ganske enkelt slå til. Det er bare så spændende en bygning, og jeg ser virkelig mange muligheder, så det måtte bare prøves,” smiler den driftige restauratør.
To forskellige restauranter
Planen er, at det gamle posthus skal huse både en burgerbar med take away samt en mere klassisk restaurant, der døbes 'Posthuset', og hvor menukortet er verdensomspændende.
De to restauranter kører fuldstændig selvstændigt, og der vil også blive etableret to forskellige køkkener.
Respekt for bygningen
Derudover vil der på 1. sal blive skabt en cirka 15 meter lang bar med siddepladser på begge sider samt endnu en restaurant.
“Derudover vil vi etablere en tagterrasse, så man også kan sidde ude og spise,” forklarer Jesper Ølgaard Nielsen, mens han viser Lokalavisens udsendte rundt i det næsten labyrintiske posthus.
Oppe på 2. sal er det første øjet falder på det gamle ur. Urværket tikker fortsat majestætisk, og Jesper Ølgaard Nielsen og hans folk skal selv sørge for trække det op.
“Det er så imponerende et håndværk, at det bevarer vi selvfølgelig, så alle kan komme og se det. Det samme gælder for bankboksen og nogle af de andre spændende ting, som findes i bygningen. Det er også noget af dét, som jeg faldt for. At man midt inde i Esbjerg, i en over 100 år gammel bygning, kan få muligheden for at lave sådan et restaurationsmiljø,” siger Jesper Ølgaard Nielsen, der desuden har tænkt sig at indrette selskabslokaler og endnu en tagterrasse på 2. salen, hvor der også allerede er et køkken fra den gamle kantine.
“Lige nu er min indretningsarkitekt og ingeniører i gang med at se på, hvilke muligheder der desuden er i bygningen. Håbet er, at vi kan åbne sidst på året eller i begyndelsen af det nye, og sidstnævnte er måske nok mest realistisk,” siger Jesper Ølgaard Nielsen, der glæder sig helt vildt til at komme i gang med projektet, som han indtil videre er selv om at drive:
“Men i alle mine andre virksomheder har jeg medejere med, og det samme håber jeg her. Det giver en hel masse fordele, synes jeg. Men nu forestår der i første omgang en kæmpe ombygning med respekt for bygningen og de fredede dele, og det er uden tvivl mit største projekt og udfordring til dato. Men jeg tror virkelig på det, og jeg håber på, at det kan give endnu mere liv og synergi med de andre restaurationer og caféer på Torvet,” smiler Jesper Ølgaard Nielsen.
Mon ikke de håber præcis det samme på Rådhuset i Esbjerg...